Kryptisk melding fra farmand: Skal Justin Bieber og Hailey skilles?
Er der problemer i Justin Biebers og Hailey Biebers paradis?
Det er mange folk i hvert fald overbeviste om, der er, efter sidstnævntes kendte far, Stephen Baldwin, har delt et yderst kryptisk opslag på Instagram.
I opslaget beder den 57-årige" "Usual Suspects"-skuespiller folk om at bede for kendisparret, hvilket har fået mange til at spekulere i, om de er ved at gå fra hinanden.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie var det oprindeligt Justin Biebers præst, Victor Marx, der delte et opslag med en video af Justin Bieber, hvorefter han bad folk om at bede for popstjernen og hans hustru.
- Der er særlige udfordringer, som folk i synlige positioner bliver udsat for, og deres fjende vil ikke have, de er tæt på Jesus. De møder derfor ofte intens spirituel krigsførelse, der søger at ødelægge deres tro, ægteskab og liv, skrev præsten blandt andet.
Stephen Baldwin har efterfølgende delt præstens opslag på sin private Instagram, hvilket altså har fået mange til at tro, at Justin Bieber og Hailey Bieber er tæt på at gå fra hinanden.
Stephen Baldwin har ikke delt yderligere detaljer til budskabet, hvilket blot har fået spekulationerne til at gå endnu mere amok på sociale medier.
Mange fans er ligefrem begyndt at skrive kommentarer, hvor de beder Gud om at sikre, at 29-årige Justin Bieber og 27-årige Hailey Bieber forbliver sammen.
De to kendisser, der blev gift i 2018, har ikke kommenteret spekulationerne om, hvorvidt de er ved at gå fra hinanden.