Playboy-model afslører Leonardo DiCaprios sære sexvaner
LÆS OGSÅ: Akavet... Leonardo DiCaprio til modefest med ni ekskærester
Antallet af unge modeller, som 49-årige Leonardo DiCaprio har datet, rækker udover, hvad der kan tælles på to hænder.
Men trods den store erfaring inden for segmentet virker det ikke til, at den Oscar-vindende skuespiller kommer til at vinde nogle priser, når det kommer til præstationer på lagnerne.
I hvert fald ikke hvis man spørger den 22-årige hollandske model Hieke Konings, som er utroligt åbenmundet i den seneste udgave af hollandsk Playboy.
I magasinet fortæller modellen om, hvordan hun blev hidkaldt til DiCaprios bord, da hun var på en yderst eksklusiv natklub i Los Angeles.
Konings brød isen ved at spørge, om det mon var rigtigt, at skuespilleren kun datede modeller under 25 år, hvortil han svarede:
– Skyldig.
Som aftenen udviklede sig endte de to med at dele mundvand, men det er ikke noget, som modellen betegner som mindeværdigt:
– Det var okay, men helt sikkert ikke det bedste, jeg har prøvet, lyder den brutale dom.
Afviste at gå hjem med ham
Herefter spurgte Leo, om hun ville med hjem til ham, men det afviste hun, da hun følte, at de ikke kendte hinanden godt nok.
DiCaprio respekterede hendes beslutning, men det betød bestemt ikke, at Leo tog alene hjem:
– Så vendte han sig om mod en anden pige og tog hende med hjem, genkalder modellen.
Men selv om 22-årige Hieke Konings altså ikke har førstehåndserfaring, så har hun rigeligt med modelveninder, der altså har været en tur i kanen med "Titanic"-stjernen:
– En veninde sagde, at han beholder sine øretelefoner på under sex, fordi han ikke vil høre på hende. En anden har sagt, at han endda lagde en pude for hendes ansigt, røber hun i Playboy-interviewet.
I det hele taget virker det til, at Hieke Konings ikke har meget til overs for Leonardo DiCaprio:
– Nej, Leo er for mærkelig og for gammel, slår hun fast.