Kendte3. marts 2024 (opd. 5. september 2024)

Raye slår alle rekorder ved Brit Awards

Med seks priser slog 26-årige Raye rekorden for flest hyldester ved samme udgave af Brit Awards
Historiske Raye takker for en af sine mange priser, som hun lørdag aften vandt til Brit Awards.
Historiske Raye takker for en af sine mange priser, som hun lørdag aften vandt til Brit Awards.
 Foto: Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix

Musikeren Raye vandt lørdag aften rekordmange priser på en enkelt aften ved den britiske musikindustris prisfest, Brit Awards.

Raye vandt seks priser, heriblandt Årets Musiker, Årets Album for "My 21st Century Blues" og Årets Sang for "Escapism".

Den 26-årige sangerinde vandt også i kategorierne Bedste Nye Musiker og Bedste R & B-Musiker.

Englænderens sjette pris, Årets Sangskriver, var allerede tidligere på ugen blevet uddelt.

Hun var i alt nomineret i syv kategorier - hvilket også var en rekord.

- I forstår ikke, hvor meget det her betyder for mig, sagde Raye i sin tale, da hun vandt prisen for Årets Album.

- Jeg er så stolt af det her album. Jeg er forelsket i musik. Det eneste, jeg nogensinde ville, var at være musiker, og nu er jeg en musiker med prisen for Årets Album.

Jungle vandt Årets Musikgruppe, mens rockbandet Bring Me the Horizon i kategorien Årets Musikgruppe (Rock/Alternativ) slog bands som Blur og The Rolling Stones.

Blur gik trods sine tre nomineringer tomhændet hjem.

Dua Lipa, der også var nomineret i tre kategorier, vandt Årets Popmusiker.

55 procent af dette års nomineringer var gået til kvindelige musikere - enten som soloartist eller som del af en gruppe.

Ti musikere var i spil til Årets Musiker. Antallet af nominerede i kategorien var blevet udvidet, efter at arrangørerne sidste år fik kritik for kun at have nomineret mænd.

Den amerikanske musiker SZA slog musikere som Taylor Swift og Miley Cyrus, da hun vandt prisen for Årets Internationale Musiker.

Boygenius vandt Årets Internationale Musikgruppe.

Australieren Kylie Minogue var på forhånd blevet udnævnt som prisfestens såkaldte globale ikon.

Sponsoreret indhold