Efter grimt brud: Realitystjernen Lala Kent er gravid
To bliver til tre hos realitystjernen Lala Kent.
Den 33-årige "Vanderpump Rules"-kendis, der angiveligt er single, skal nemlig have endnu et barn.
Det afslører hun selv på Instagram, skriver Page Six.
Lala Kent har i forvejen en to år gammel datter med sin ekskæreste Randall Emmett.
De to gik fra hinanden på dramatisk vis, da sidstnævnte efter sigende var Lala Kent utro, mens hun var gravid.
Bruddet udviklede sig efterfølgende rigtig grimt, da de ikke kunne komme til enighed omkring forældremyndigheden og derfor gik rettens vej, samtidig med de svinede hinanden til i medierne.
Denne gang ser det da også ud til, at Lala Kent har droppet det der med at have en mand inde over familieforøgelsen.
I hvert fald fortalte hun i januar, at hun havde planer om at bruge en sæddonor til at blive gravid igen.
- Donoren er faktisk på plads allerede, sagde hun til Cosmopolitan og fortalte, at det havde været en indviklet proces at finde den rigtige.
- Men det øjeblik jeg fandt donoren, vidste jeg det bare. Han føltes som min babydaddy. Så det er der, jeg er nu. Lige så snart jeg kan komme i gang, så er jeg klar.
Lala Kent skriver ikke i sit opslag på Instagram, om det vitterligt er ved hjælp af sæddonoren, hun nu er blevet gravid, men det må næsten formodes.
Realitystjernen slår dog fast, at hun "vil afsløre mere" om familieforøgelsen den kommende tid.