Bekræfter: Kong Harald skal bruge pacemaker
Søndag blev norske kong Harald hastet hjem til Norge fra sin private ferie med hustruen i Malaysia.
Det skete efter, han i flere dage havde været indlagt på et malaysisk hospital på grund af en infektion. Efterfølgende fik han implanteret en midlertidig pacemaker grundet lav hjertefrekens.
Nu melder det norske kongehus ifølge VG, at kong Harald får en brug for en permanent pacemaker.
- Hans majestæt Kongen har, som oplyst de sidste par dage, haft en infektion og en lav puls, som har krævet hospitalsindlæggelse og lægetransport hjem. Kongens hjertefrekvens er for lav og vil have brug for en permanent pacemaker, lyder det i meddelelsen.
Pacemakere bruges til at behandle rytmeforstyrrelser i hjertet, hvis man har unormal hjerterytme. Ifølge Sundhed.dk kan en pacemaker afgive "elektriske impulser via en ledning, der er ført ind til hjertet gennem en blodåre".
Kong Harald er på nuværende tidspunkt sygemeldt i to uger. I den tid har kronprins Haakon overtaget tronen og dens forpligtelser, indtil hans far er på benene igen.