Kendte9. marts 2024

Søren Pape smilede til det sidste: Familiemennesket fra Midtjylland

Den konservative formand har aldrig følt, at han manglede noget – og selv om han blev ramt af flere storme, bevarede han til sin død sit positive sind

Søren Papes liv i billeder

LÆS OGSÅ: Det snakkede Søren Pape om, da han faldt om

Den barske start på livet, som Søren Pape fik, stod i skærende kontrast til den glæde, han levede livet med.

Den konservative leder var knap fire måneder, da han blev adopteret af Svend og Ruth Poulsen ved Vejerslev nær Bjerringbro.

Ruth hentede Søren på et børnehjem ved Lyngby – og det var kærlighed ved første blik. En kærlighed, der varede til hans dages ende og fyldte ham med taknemmelighed.

– Jeg havde ikke de der følelser – og det der savn, som nogle adopterede har.

– Jeg havde ingen følelser i klemme, fordi jeg havde haft det så godt. Jeg har aldrig manglet noget, har han tidligere sagt til Billed-Bladet.

Og det har altid været helt naturligt for ham, at han var adopteret. Han fik det at vide som lille dreng – og selv om han siden mødte sin biologiske mor og to halvbrødre, så var det hos Svend og Ruth, han følte sig hjemme.

– Jeg er rundet af den opvækst jeg har haft i Vejerslev og mine forældres værdier. Selvfølgelig er jeg det, sagde han i podcasten ”Det sidste måltid” fire år før sin død.

Tryghedsnarkoman

Den lattermilde politiker holdt sig til den jyske muld. Han var tryghedsnarkoman. Rejsen gik dog 30 kilometer længere nordpå til Viborg, som blev hans voksne base.

Først blev han uddannet indenfor shipping, siden var han skolelærer i 10 år, inden han indledte sit professionelle politiske liv i Viborg, hvor han var borgmester fra 2010 til 2014.

Herefter blev han valgt som formand for De Konservative – og i 2015 blev han valgt ind i Folketinget.Og så gik der ikke lang tid, før han første gang var i pressens søgelys.

Det skete, da han offentligt måtte springe ud som homoseksuel. Noget, der dengang ikke faldt godt i spænd med alles holdninger i det konservative bagland.

Siden måtte han flere gange stå til mål for hans daværende kæreste, Josue Vászquez’ eskapader, der talte spritkørsel og håndgemæng.

Sørens opvækst i det midtjyske gjorde ham i stand til at blive stående i selv de mest potente politiske stormvejr, men det betød ikke, at han ikke blev mærket, når det var værst.

Det gjorde han også af den orkan, der i 2022 ramte, da han meldte sig som statsministerkandidat.

Kærlighed eller konsekvens

Drømmene om at blive statsminister kolliderede med hans privatliv.

Ekstra Bladet fandt frem til flere historier om hans daværende mand – og løgne og fortielser blev rullet ud som ”breaking news” – og det satte Søren Papes troværdighed på spil.

Han forsvarede og forklarede, men kastede til sidst håndklædet i ringen.

– Min mand har sagt ting, som er forkert, mens andet er baseret på misforståelser. Det er oplysninger, som også jeg har viderebragt, men i god tro, lød det fra Søren Pape midt i valgkampen.

Få dage efter fik det den ultimative kærlighedskonsekvens.

– Nogle dage er sværere end andre. Sådan en dag er i dag.

– Josue og jeg går fra hinanden. Der har været meget skriveri om mit privatliv mm. gennem et stykke tid.

– Jeg ønsker ikke at gå yderligere ind i dette, men blot sige at vi begge er enige om, at vores ægteskab er slut og ønsker hinanden det bedste videre på livets rejse, meddelte Søren Pape på Facebook.

Det startede så nye spekulationer om, hvorvidt det var det konservative bagland, der havde bedt Søren stoppe forholdet.

– Der er nogle beslutninger, du som menneske skal tage selv. Som du ikke skal have rådgivning om. Som du skal gøre privat.

– Og derfor havde jeg ingen rådgivere inde over der. Rådgivere skal meget, men ægteskab og privatliv skal de ikke ind over, sagde Søren Pape nogle måneder senere til TV MIDTVEST.

Mor græd i telefonen

Den slags storme var hårde for Søren Pape.

De sårede ham, men aldrig så meget, at han mistede sin selvironi og glimtet i øjet.

– Det var en hård tid at komme igennem. Det var ganske skrækkeligt, men nu har jeg det godt og smiler igen, sagde Pape for knap et år siden til SE og HØR.

Det værste for familiemennesket Søren var da også, når det ramte hans elskede.

– Det hårdeste er, når det påvirker dem, der er tæt på dig.

–Når min mor har ringet mig grædende op i telefonen, dengang skoledebatten kørte i Viborg – og hun synes, det blev så voldsomt og personligt, at det var svært som mor at være vidne til.

– Det, synes jeg, var sværere at håndtere, sagde Pape i podcasten ”Det sidste måltid”.

I samme interview funderede han også over, hvor mange år, han skulle fortsætte som formand for De Konservative.

Han mente ikke, at han holdt til 20 år mere.

– Det er simpelthen for hårdt, erklærede Søren Pape Poulsen i ”Det sidste måltid”.

Fremtiden kunne han ikke se ind i, men det stoppede brat for ham – midt i en politisk tale kun fire år senere.

Sponsoreret indhold