STAKKELS RASMUSSEN

Jeg har - det må erkendes - været lidt omkring. I første uge forsøgte jeg mig med synspunktet om, at Rasmussen aldrig kunne drømme om at tage ureglementerede metoder i anvendelse. I sidste uge indrømmede jeg så, at dét nok var lige lovlig naivt.

Få dage efter skulle det så vise sig, at i al fald Rabobank og Tour de France-ledelsen ikke tror den danske (anti-)helt over en dørtærskel. Som bekendt fik Rasmussen i løbet af få timer vendt op og ned på det hele: Hvad der tegnede til at blive hans livs største triumf - endte i stedet med en fyreseddel. Og alt tyder på, at Rasmussen er færdig i internationalt cykelløb.

Det er muligt, at jeg endnu en gang er naiv (jeg ved for eksempel, at min gode kollega John Lautrup hælder til den anskuelse), men nu synes jeg faktisk igen, at det er synd for Kyllingen. I al fald må man konstatere, at straffen er helt ude af proportioner.

Lad os nemlig lige holde fast i følgende: Rasmussen kan fremvise 17 negative dopingtest i forbindelse med dette Tour de France. Han er ikke dømt for noget. Man forstår, at Rasmussen oplever det sådan, at sejren blev stjålet fra ham.

Jeg vil ikke afvise, at Rasmussen kan have brugt ulovlige metoder. Det er endog meget muligt, at han har. Men intet er bevist, og selv en cykelrytter har vel krav på en vis retssikkerhed. Herunder, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.

For at skære det ud i pap: Hvis Rasmussen skal ud, skal resten af feltet det formentlig også. Men tilbage står, at Rasmussen var et nødvendigt offer for et Tour de France, der havde brug for en syndebuk. Tro mig: Dette var aldrig sket med en franskmand.