17-årig dreng sigtet: Havde skarpe patroner med i skole
LÆS OGSÅ: Retsdokumenter: Mistænkt stedfar misbrugte dræbt 13-årig pige
Onsdag morgen var Midt- og Vestsjællands Politi forbi en uddannelsesinstitution i Ringsted, hvor de også havde taget en narkohund med.
Formentlig med tanke på, at de kunne finde narkotika på nogle af eleverne – til at starte med fik betjentene dog noget helt andet i nettet.
Da hunden reagerede på en 17-årig dreng, fandt de nemlig seks skarpe patroner samt et stort kontantbeløb – større end, hvad folk normalt går med, noterer politiet.
Sådan lyder det i politikredsen døgnrapport for torsdagens hændelser.
Betjentene fandt også en bilnøgle på den unge mand, som holdt parkeret i nærheden af skolen – den viste sig at tilhøre en 18-årig mand, som havde lejet bilen.
Han blev derfor taget ud af sit klasseværelse på skolen og taget med til bilen.
Her ransagede politiet køretøjet, hvor de fandt 100 gram hash og en kniv med hashrester på.
Begge unge mænd blev derfor sigtet for lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg.
Den 17-årige blev derudover sigtet for overtrædelse af våbenloven.