Nyheder13. marts 2024 (opd. 5. september 2024)

Jødisk skole i Danmark får ekstra penge: Frygter chikane mod børnene

Carolineskolen får 1,5 millioner kroner fra Folketinget for at sikre israelske børns trivsel uden for kommunale modtageklasser. Midlerne skal støtte skolen efter bekymringer om chikane
Carolineskolen er en af de jødiske ejendomme i Danmark, der er nødt til at være under politiets beskyttelse.
Carolineskolen er en af de jødiske ejendomme i Danmark, der er nødt til at være under politiets beskyttelse.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Folketinget godkendte et særtilskud til Carolineskolen, efter at skolen havde fortalt om en “begrundet bekymring” for at sende nytilkomne israelske børn i kommunale modtageklasser på grund af en “frygt for chikane”.

Det viser dokumenter, som Radio4 har fået aktindsigt i.

Finansudvalget godkendte den 14. december sidste år et særtilskud på 1,5 millioner kroner, så den jødiske privatskole kunne modtage cirka 30 elever, som dermed ikke skulle ud i modtageklasserne.

Astrid Krag, børne- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet, kalder situationen for “ekstraordinær”.

- Konflikten trækker mørke spor med sig - desværre også her i Danmark. Carolineskolen er Danmarks eneste jødiske skole. På den baggrund besluttede regeringen i 2023 at yde et særtilskud til skolen på 1,5 mio. kroner, siger hun i et skriftligt svar til Radio4.

Hun bakkes op af Torsten Schack Pedersen, politisk ordfører for Venstre.

- Det er selvfølgelig udtryk for, at det er en ekstrem situation, vi står i. At der er børn med israelsk og jødisk baggrund, der ikke kan gå i en kommunal modtageklasse, er ikke acceptabelt, siger han.

Skoleleder på Carolineskolen, Uri Krivaa, skrev i november sidste år til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, at de efter Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober oplevede en stor tilstrømning af nye elever, som “ikke taler dansk”. Skolelederen skrev videre, at han var bekendt med, at eleverne ifølge den normale proces skulle optages i kommunale modtageklasser.

Men der var ifølge skolelederen “en begrundet bekymring for israelske/jødiske børns mulighed for at kunne trives i dette tilbud, idet der er frygt for chikane fra andre børn, som ofte vil komme fra områder, der er i konflikt med Israel”.

Uri Krivaa skrev videre, at skolen tidligere har modtaget elever netop på baggrund. Skolelederen har ikke ønsket ikke at stille op til interview.

Ifølge Det Jødiske Samfunds opgørelse over antisemitiske hændelser i Danmark, så er antisemitismen steget voldsomt siden Hamas’ terrorangreb på Israel sidste år. Herunder også i skoler og på uddannelsesinstitutioner.

I opgørelsen beskrives blandt andet to eksempler, hvor skoleelever med jødisk ophav blev truet i folkeskolen.

Det Jødiske Samfund siger i et skriftligt svar, at “når der er bekymring for, at nytilkomne israelske børn vil kunne trives i kommunale modtageklasser, skal det også ses i det lys og på baggrund af andre konkrete sager, vi har kendskab til.”

Sponsoreret indhold