Mystikken breder sig efter dødsulykke: Også fældede træer andre steder på Sjælland
Her gik det galt
Hvad der først lignede en tragisk soloulykke, viste sig onsdag morgen at være mere makabert.
Et træ, der tirsdag aften ramte en 55-årig bilist og dræbte ham i Sorø, var nemlig fældet med motorsav og ikke væltet af sig selv.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kunne derudover konstatere, at et træ også var fældet ikke langt fra gerningsstedet tidligere på aftenen.
Nu viser det sig, at nabopolitikredsen Midt- og Vestsjællands Politi også har oplevet, at der har ligget fældede træer på vejene.
De fældede træer registrerede politikredsen for omkring en uge siden.
Hvor mange træer, og hvilke steder det skete, kan politiet ikke oplyse noget om på for nu.
Dødsulykken tirsdag aften får onsdag Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at søge vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med fældningen af de to træer tirsdag aften og nat.
- Har man oplysninger – det kunne også være optagelser fra for eksempel vildtkameraer, dashcams eller andre typer kameraer fra de to områder, der er markeret på de vedhæftede kort – kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4. Alle informationer kan bruges, skriver politiet.