Frederik er presset: Flygter fra sandheden
LÆS OGSÅ Kong Frederik har været et smut i Madrid
Han har været konge i to måneder, men den første tid af hans regentperiode har været præget af larmende tavshed.
For kong Frederik flygter konsekvent fra spørgsmål om, hvad hans relation til Genoveva Casanova er.
Siden spansk presse udgav billeder, der viste, at han havde overnattet i hendes lejlighed, har han holdt lang afstand til journalister.
Det er ikke kun, efter han blev konge, at han løber den modsatte vej, når han ser en journalist.
Også i sine sidste måneder som kronprins nægtede han at forholde sig til sagen ved at flygte fra spørgsmål.
For hele landets overhoved bruger nu stort set kun via envejskommunikation. Ud over sin tale i forbindelse med tronskiftet har han kun udtalt sig under stærkt styrede omstændigheder.
Som da han udgav bogen ”Kongeord”, og da han under sin tur til Polen blev interviewet af Ritzau med besøget som eneste emne. Den kommende statsrådsmiddag på mandag er desuden rykket hjem i privaten – og dermed er der heller ingen mulighed for at stille spørgsmål fra pressens side.
Kun ved en enkelt begivenhed kom han med et par enstavelsesord på vej ud. Ellers har ingen journalister kunnet komme i nærheden for at spørge kongen, hvad der egentlig foregik i Madrid.
Uholdbar strategi
Ifølge kommunikationsekspert Klaus Kjøller er det en dårlig strategi.
– Han har jo valgt total fortielse. Og det er ikke holdbart i længden. Det ved han jo også godt. De bør arbejde på en historie, der kan være acceptabel for offentligheden, siger Klaus Kjøller til SE og HØR.
Han peger på flere udfordringer i sagen, der må ride Frederik som en mare.
– Folk tænker jo, at Margrethe abdicerede på grund af sagen, og det er jo næsten en endnu større historie. Så de skal levere en historie, der kan tage luften ud af dén historie, og så skal de tage erotikken ud af rejsen derned. De er jo nødt til at have en officiel forklaring på, hvad der er sket.
– Det er jo bevist, at han har været dernede i og med, at der er billeder af dem. Folk ved jo godt, at han har besøgt hende, mener Kjøller.
Et andet problem er Frederiks notorisk dårlige evner til at formulere sig udenfor et manuskript. Det kan være forklaringen på, at han har holdt sig væk fra mikrofoner, for med kongens flagrende taleevner kan det gå helt galt, hvis han står foran en kritisk presse.
– Frederik er måske heller ikke manden, der er sindssygt godt klædt på til at stå overfor pressen. Det handler det selvfølgelig også om, slår kommunikationseksperten fast.
Kongelig tavshed
De seneste to måneder har Frederik været forskånet for massive skriverier om ham og Casanova, fordi hun for trak sig fra offentligheden, og hele sagen blev overskygget af, at Frederik midt i det hele blev konge. Men nu rumler sagen igen, fordi tronskiftet ikke længere har samme bevågenhed.
– Det er jo en udfordring for dem, nu hvor tingene er ved at falde på plads, efter han blev konge. Det dækkede jo over sagen. Men tavshed er ikke holdbart. Det vil jo bare pøse endnu mere på den historie.
– Den bliver ikke mindre af tavshed. Pressen stopper jo ikke med at stille spørgsmål, understreger Klaus Kjøller, som har et godt råd til kongen: Få lukket sagen med en kommentar.
– Man vil jo blandt andet vurdere ham på, hvordan han klarer sådan en udfordring som den her.
– De skal komme med en historie, som gør det klart, at de (Frederik og Genoveva Casanova, red.) har et venskabeligt forhold, og at det ikke kommer i nærheden af noget anstødeligt eller frækt. Det er ikke en let sag, vurderer Kjøller.
Frederik er ikke den eneste, der har valgt total tavshed, efter han blev regent. Heller ikke dronning Mary har udtalt sig på noget tidspunkt efter tronskiftet. På sine få opgaver de seneste to måneder, er hun ikke stoppet op for at kommentere de arrangementer, hun har været ude til. For ligesom Frederik ved hun, at hun på et tidspunkt vil få et spørgsmål om kvinden i Madrid.
Men som Klaus Kjøller slår fast, så kan de ikke gemme sig i al evighed.