Prins William chokerer: Jokede han lige med prinsesse Kates fotobrøler?
Det kan godt være, at ingen i det britiske kongehus har lyst til at gøre offentligheden klogere på, hvor prinsesse Kate befinder sig, men hendes mand virker ikke synderligt bekymret over det.
Han virker heller ikke synderligt tynget over den royale foto-skandale, hvor hans "forsvundne" hustru på bizar vis blev fanget i at dele et tydeligt redigeret familiefoto.
I hvert fald lavede prins William tilsyneladende en inddirekte joke om Photoshop-bommerten, da han torsdag var ude i offentligheden for at udføre sine kongelige pligter.
Det skriver The Sun.
Ifølge det britiske medie var prins William på besøg i et ungdomscenter i London, hvor han skulle dekorere kager, og da glasuren viste sig at være mere besværlig end som så, smed han joken:
- Det er min kone, der er den kunstneriske, sagde han grinende.
På sociale medier er det strømmet ind med kommentarer fra folk, der tolker udtalelsen som værende en joke om prinsesse Kates evner i Photoshop.
- Det lyder som en sviner på hendes manglende evner i Photoshop. Skaldepalden er lidt en bølle, skriver en på X for eksempel.
- Wow, han mobber sin egen kone nu, lyder det fra en anden.
Den famøse fotobrøler tog som bekendt sin spæde start søndag, da prinsesse Kate delte et familiefoto på Instagram.
Kort efter begyndte flere og flere at påpege fejl på billedet, hvilket fik nogle af verdens største nyhedsbureauer såsom AP, Reuters og Getty til at trække billedet tilbage fra deres arkiver.
Mandag måtte prinsessen så ned på sine grædende knæ og indrømme, at billedet havde været en tur i Photoshop.
Skandalen har tiltrukket ekstra stor opmærksomhed, fordi mystikken omkring Kate Middleton i forvejen var ekstrem, da hun - på nær fra et par grynede billeder - ikke er blevet set siden december.