Nicklas Bendtner får nyt job
Hvis du har gået og tænkt over, om Nicklas Bendtners evner på fodboldbanen kunne bruges til noget på skærmen, så bliver du snart klogere.
Den tidligere landsholdsspiller springer nemlig i næste uge ud som fodboldekspert på TV 2.
Den 36-årige Bendtner skal således agere ekspert for tv-kanalen, når Danmarks skal møde Schweiz og Færøerne i landsholdets kommende testkampe i slutningen af måneden.
Det skriver TV 2.
- Jeg er glad for aftalen med TV 2 i de to opgør, hvor kampen om pladserne i EM-truppen for alvor spidser til, siger Nicklas Bendtner og fortsætter:
- Det bliver spændende at se, hvor mange ting og hvilke spillere, som landstræner Kasper Hjulmand vil prøve af. Jeg glæder mig til at kunne bidrage med mit perspektiv og bruge min erfaring og indsigt.
Nicklas Bendtner vil danne trio med de to øvrige eksperter, David Nielsen og Mads Junker, mens Camilla Martin som sædvanligt vil indtage rollen som vært.
Det er efterhånden seks år siden, at den tidligere Arsenal-spiller havde landsholdstrøjen på for sidste gang tilbage i 2018, mens han stoppede sin karriere i 2021.
Nicklas Bendtners første eksperttjans vil løbe over skærmen 23. marts, når Danmark møder Schweiz i Parken, mens han tre dage senere giver det endnu et skud, når Færøerne kommer til Brøndby Stadion.