Blachman utilfreds med Simon Kvamms følelsesporno: – Der må fandeme være grænser
LÆS OGSÅ: Maria Fantino brød ud i tårer: – Jeg er jo ikke en kold skid
Der blev skruet op for en heftig diskussion mellem Thomas Blachman og Simon Kvamm i ”X Factor”-kvartfinalen.
Simon Kvamm havde først givet kritik til Cristian Oprea, som han overhovedet ikke mente ramte inden for temaet ”familie”, og det fik Blachman til senere at kritisere Helene Frank.
Efter liveshowet svarede Thomas Blachman tilbage på kritikken over for SE og HØR.
– Selv om det er dybt relateret til aftenens tema. Selv om der blev slået tvivl om det, men hvis man læser teksten, forstår man hvad fanden den handler om. Men den er på engelsk, siger Thomas Blachman og refererer til, at Simon Kvamms deltagere kun synger på dansk.
Ifølge Thomas Blachman trykkede Simon Kvamm og Helene Frank for hårdt på følelsesknapperne, da de havde Helene Franks lillesøster med fra Bali via et videoopkald.
– I aften havde den en ekstra dimension, som er sådan en sentimental dimension, hvor man smører tykt på med familierelationer, og det vidste jeg godt, at det er noget, jeg ikke gider.
– Jeg vil aldrig gå den vej, og det måtte jeg bøde for i aften, men jeg vil stadig holde fast til vejs ende, at det er fedt at have nogle æstetiske principper. For mig er det at tage programmet tilbage til starten for 16 år siden.
Under interviewet med SE og HØR blev Thomas Blachman afbrudt af KAOS, som ville sige et sidste farvel til deres læremester, og her havde han en sidste besked til drengene.
– Men vi holdt stilen. Vi holdt æren, og vi holdt elegancen. Hellere det. Skulle jeg have mine børn med op rendende rundt med bleer? Hvad fanden. Der må fandeme være grænser.
Simon Kvamm er dybt uenig
Måske ikke så overraskende var Simon Kvamm efter liveshowet stadig uenig med Blachman.
Især mener ”Hugorm”-forsangeren, at ”X Factor”-kollegaen rammer forbi skiven med kritikken af Helene Frank.
– Det synes jeg er at ramme fuldstændig forbi skiven. Dels fordi vi i aften har et tema, der hedder familie. Og når man sætter en akse op, der hedder sentimentalitet eller coolness, så har jeg svært ved at se, hvor coolness kommer ind i en familierelation.
– Jeg holder mig ikke specielt cool til min familie. Jeg forholder mig med følelser, og det er dem, vi tager med op på scenen, siger Simon Kvamm til SE og HØR.
Og ligesom Thomas Blachman var Kvamm ikke bleg for at sende en stikpille eller to efter den anden part.
– Det er et poptv-program i bedste sendetid. Det er ikke en jazzklub. Hvis ikke man skulle vise følelser her – også de store af dem – når det handler om familie, så ved jeg sgu ikke, hvor man skulle.
Tror du det var en måde for Blachman at give igen, efter du havde givet Cristian kritik?
– Ja, det tror jeg.