Obama: Dropper Margrethe
Ligesom så mange andre danskere er dronning Margrethe rejst til det store USA for at få lidt kulturelle input.
Hun skal blandt andet besøge danskerkolonien Solvang, som fylder 100 år, og hun får også tid til at kigge forbi både New York og Det Hvide Hus i Washington, hvortil turen gik i dag onsdag.
Men i modsætning til så mange andre turister fik dronningen lejlighed til at komme ind i de hellige gemakker i selve præsidentboligen.
Hun fik dog ikke et håndtryk af præsidenten. Han havde nemlig for travlt til at møde den danske regent. Det skriver B.T.
I stedet var det førstedamen Michelle Obama, der tog imod dronningen og prinsgemalen.
Barack Obama havde dog ikke noget officielt program, men kunne altså ikke afse tid til de royale gæster fra Danmark.