
Andy Cohen beder om tilgivelse efter udtalelser om prinsesse Kate: Skulle have holdt kæft

LÆS OGSÅ: Andy Cohen nægter at tro på ny royal video af prinsessen: – Det er ikke Kate
– Det er ikke Kate.
Sådan skrev den celebre talkshowvært Andy Cohen på det sociale medie X, da der i marts florerede nye billeder af prinsesse Kate og hendes mand, tronfølger prins William, på shoppetur i Windsor.
Det fortryder han nu.
Det siger han i sit eget radioprogram, "Andy Cohen live", mandag.
– Jeg vil bare sige, at jeg er knust over nyhederne om prinsesse Kate, siger han, efter prinsessen i sidste måned har fortalt, at der under hendes planlagte maveoperation i januar blev fundet kræft.
– Jeg ville ønske, jeg havde holdt kæft.
– Vi beder alle for prinsesse Kate og kong Charles, fortsætter han.
Tidligere i år afslørede det britiske kongehus, at den 75-årige konge har kræft. Det er ikke blevet offentliggjort, hvilken form for kræft, der er tale om.
Prinsesse Kate afslørede selv den triste nyhed om sin sygdom i en video på Instagram, der blev offentliggjort efter mange forskellige rygter og konspirationsteorier om, hvorfor man ikke hørte fra hende efter maveoperationen i januar.
