Durek Verrett og hans manager går hver til sit
LÆS OGSÅ: Durek Verrett vækker opsigt på nyt foto: Er stylet kønsneutralt
Den selvbestaltede shaman Durek Verrett, der måske mest af alt er kendt som norske prinsesse Märtha Louises forlovede, har brudt med sin manager, Simon Valvik.
Det bekræfter manageren over for et norsk medie.
– Jeg repræsenterer ikke længere Durek Verrett. Mere end det ønsker jeg ikke at kommentere, siger Simon Valvik til Nettavisen.
Simon Valvik har været Durek Verretts manager det sidste års tid, og det har været noget af en opgave, hvis man skal tro hans egne ord til Medier24.
– Det har været surrealistisk. I perioder er journalister det første, jeg snakker med om morgenen, og det sidste, jeg snakker med før jeg går i seng.
Hvorfor han og Durek er gået hver til sit, har ingen af dem offentliggjort.
Men der har været nok at se til for Simon Valvik, når han som manager er blevet kontaktet af pressen efter endnu en speciel udtalelse fra Durek Verrett, som blandt andet hævder at kunne kurere kræft.
For nylig var det den kontrakt, han får klienter til at underskrive, der fik journalisterne op af stolene.