Ikke set på tv: Her er gutternes kysseråd til Benjamin i "Kærlighed hvor kragerne vender"
LÆS OGSÅ: Benjamin bøjer reglerne i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Benjamin Lassen havde taget en beslutning inden sin deltagelse i "Kærlighed hvor kragerne vender": Han ville ikke kysse nogen, før han stod tilbage med sin udkårne til sidst.
Det valg bliver der dog sat spørgsmålstegn ved i programmet, og fuld af tvivl ender fynboen med at vende emnet flere gange med både produktionen og de andre gutter, efter Kaya har bedt indgående om at bytte mundvand til festen med gutternes kammerater.
– Jeg snakkede med dem omkring mig, som det gav mening for mig at gøre, fordi jeg var meget i tvivl om, om jeg havde truffet den rigtige beslutning. Det var jeg på grund af udfaldet til festen, som var negativt i forhold til mine tre piger, forklarer Benjamin Lassen til SE og HØR.
– De stod med tre forskellige scenarier: Kayas er afvisning, Frejas er tvivlen om, om hun er på vej et andet sted hen, og Lines er det her svigt, fordi vi ikke har tid til at få en snak.
Benjamin måtte se lidt indad og revurdere sin tilgang til hele datingprogrammet – og her er Rasmus, Anders og Tobias' råd med til at få ham på rette vej.
– De siger, at det er en naturlig del af at danne en relation at kysse. At det kan hjælpe til at finde ud af, hvorvidt ens tanker og følelser er romantiske, og om det kan blive til mere.
– Det var meget det samme, jeg fik at vide af produktionen – de ville bare gerne have et kys, fortæller faren til to.
Kaya får sit kys på wellnessdaten med Benjamins bejlere dagen efter. Og det var helt, som det skulle være.
– Jeg tager en revurdering ud fra de råd, jeg har fået. Og så fortryder jeg, ja. Men jeg er glad for, at vi ikke kyssede til festen, for der var alkohol indblandet. Det er ærgerligt, hvis det første kys skulle være præget af det. Og så betyder det også noget for mig at stå ved min første beslutning – indtil jeg har talt med andre om det.
At de andre kvinder ikke også får lov at smage lidt på Benjamin, er en blanding af tilfældigheder og manglende iver, forklarer han:
– Kaya har selv lagt op til det kys. Freja trækker sig, så den mulighed byder sig aldrig. Om det havde set anderledes ud, hvis hun ikke havde trukket sig, ved jeg ikke. Line og jeg taler om, at hun gerne vil se mere af mig for at finde ud af, hvad hun føler. Så den snak leder ikke i den retning.
Grunden til, at Benjamin Lassen oprindeligt havde besluttet at gemme kyssene til allersidst i programmet, er, at han var bange for at tempoet som tidligere ville sætte en stopper for et eventuelt forhold.
– Jeg tog den beslutning, fordi jeg før har brændt nallerne på, at det gik for hurtigt. Denne gang skulle det gøres ordentligt, fordi det var en speciel setting og oplevelse. Jeg ville gerne finde noget ægte og tog mig tid til det, men jeg kunne også sagtens se, at det er begrænset, hvor meget tid man har.
– Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der piger, der skal vælges fra. Derfor bliver man nødt til at give noget af sig selv for at få noget.
Kysset med Kaya var på flere måder det helt rigtige for Benjamin.
– Det var dejligt – det er ikke nogen hemmelighed. Det var også dejligt at tage relationen det skridt videre. Det satte nogle følelser i gang. Jeg vil ikke sige for meget mere – man må se, hvad der sker i de kommende afsnit. Der sker noget, som man skal glæde sig til at se …