Christopher bryder tavsheden: Forsvarer hustruen efter shitstorm
LÆS OGSÅ: HER ER ANMELDELSEN AF BOGEN
Mens Cecilie Haugaard har taget en massiv omgang verbal bøllebank for sin bog "Instagrim", har husbonden Christopher holdt sig i baggrunden og turneret hele verden rundt.
I dag optræder han til "X Factor"-finalen, og i den forbindelse brød han for første gang tavsheden om den shitstorm, hans hustru stod midt i.
- Det der med at være væk fra hinanden, når jeg har været så meget væk, som jeg har, det er megahårdt. Hun står derhjemme med to børn og gør det muligt for mig. Det får hun nogle kys for, svarer Christopher, da SE og HØR spørger ind til den hårde tid, Cecilie stod i.
- Det vigtigste for Cecilie var at komme ud med det her budskab og skabe en samtale og en dialog om sociale medier, og hvordan vi bruger dem. Ingen af os har svarene, og derfor har hun også en masse eksperter med i bogen, tilføjer han.
Christopher holder fast i - trods den massive modgang hans hustru fik - at hun har gjort det rette ved at skrive og udgive bogen.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg synes, det er en megavigtig samtale. Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på de sociale medier, og det er fedt, at hun har fået åbnet den dialog. Jeg er virkelig stolt af hende, slår popkongen fast.
En vigtig mission
Samtidig åbner krøltoppen op om, hvordan han støttede sin kone, da hun stod i sit livs krise, mens han farede jordkloden rundt for at spille koncerter.
- Man er der jo. Og jeg minder hende om – som man gør som partner – at hun for det første har skrevet en megafed bog, og at hun har en ren og klar intention, siger han og fortsætter:
- Der vil altid være nogen, der giver dig et rap over næbet, når du stikker næsen langt frem. Det har jeg også selv prøvet et par gange.
Man er ikke i tvivl om, at modtagelsen af bogen "Instagrim" var hård for Cecilie, Christopher og hele deres familie. Men hitmageren er stolt af sin modelhustru.
- Jeg har været der for hende og mindet hende om, hvor fed en mission hun er på, og at jeg er stolt af hende, slutter han af med at sige.
Se hele interviewet med Christopher øverst i artiklen!