Taler ud om sjælden genfejl: Rasmus Bruun fra "Kragerne" mangler tænder
LÆS OGSÅ: Freja trækker sig fra "Kærlighed hvor kragerne vender": Nu er hun kæreste med Simon
– Jeg havde da kriller i maven. Jeg var godt nok spændt på, hvordan de ville tage det.
Sådan siger Rasmus Bruun, 26, til SE og HØR om øjeblikket, hvor han skulle fortælle sine dates i TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender” om sin medfødte sygdom.
Han har nemlig en sjælden genfejl kaldet ektodermal dysplasi, som er gået i arv fra hans oldemor til hans mormor, mor og ham.
– Den gør blandt andet, at jeg mangler tænder og lige nu går med bideskinne. Jeg har været igennem det helt store tandlægeforløb med bøjle og alt sådan noget. Så sent som i januar var jeg hos tandlægen og få revet en tand ud, fordi der skal sættes et implantat ind. Alle de tænder, jeg har foran, er falske tænder, fortæller Rasmus, da SE og HØR besøger ham i hjemmet ved Svendborg.
Har svært ved at svede
Manglende tænder er dog ikke det eneste, Rasmus døjer med som følge af sin genfejl.
– Mit hår er tyndt nogle steder, og andre steder har jeg slet ikke hår. Og så har jeg tør hud og har svært ved at svede, siger han og fortsætter:
– Jeg synes selv, jeg har genfejlen i en mild grad, for hvis du googler, kan du se, at andre har det meget værre end mig. Men lægerne vil ikke mene, jeg har den i en mild grad. Hvis man sammenligner med min mormor, som også har den, så mangler hun bare to kindtænder, forklarer han.
Aldrig mobbet
Rasmus er vokset op på et nedlagt landbrug i en lille vestjysk landsby, der hedder Glejbjerg, som ligger mellem Esbjerg og Kolding. Han bor i dag i sydfynske Svendborg, som han flyttede til på grund af maskinmesteruddannelsen, som han er i gang med.
Ifølge et studie fra Aarhus Universitet fødes ca. en ud af 7.000 danskere med ektodermal dysplasi. ”Kærlighed hvor kragerne vender”-deltageren har altid været bevidst om sin genfejl.
– Nu kommer jeg fra et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle. Der har aldrig været noget mobning med det eller noget som helst. Folk har altid bare spurgt: ”Hey, hvorfor mangler du tænder?”. Det med tænderne har jo været det mest synlige. Så folk har spurgt, hvorfor jeg mangler tænder, og så har der ikke været så meget mere i det, fastslår Rasmus, der som 18-årig gik i gang med at få fikset tænderne.
Risiko for næste generation
Han har det helt fint med sin genfejl.
– Jeg har jo altid levet med det, så for mig har det ikke været noget problem, synes jeg.
Rasmus kan også give genfejlen videre, hvis han engang får børn – og det gør han sig også nogle tanker om.
– En kommende partner skal selvfølgelig vide det og være indforstået med det. Det er jo en stor del af mig, så jeg synes også, det er vigtigt, at de ved det, siger han.
Selv synes han, at kvinderne i programmet tog det rigtig pænt.
– De løb i hvert fald ikke skrigende væk, lyder det med et smil fra Rasmus, som var lettet over kvindernes reaktion.
Hør en anden "Kærlighed hvor kragerne vender"-deltager på besøg i podcasten "Sladderministeriet" her: