Rørende foto: Molly genforenet med sin familie
En tvangsfjernet fugl har i over en måned fået debatten til at rase downunder.
Men nu er der endelig godt nyt:
For efter 45 dage i myndighedernes varetægt er fuglen – husskaden Molly – nu langt om længe blevet genforenet med sin familie på den australske Gold Coast.
Det skriver det australske medie ABC News.
Fuglen har hele sit liv boet hos den australske familie, der foruden ægteparret Juliette Wells og Reece Mortensen også tæller parrets to hunde Ruby og Peggy. Familien tog den lille fugleunge til sig i 2020, efter at fugleungen var faldet ud af reden.
Familien opkaldte fuglen Molly og opfostrede Molly hjemme, hvor den især udviklede et tæt og kærligt forhold til hunden Peggy.
Der var dog ét problem: Familien brød loven, da de tog den vilde fugl til sig, og derfor valgte den australske naturstyrelse – det såkaldte Queensland's Department of Environment, Science and Innovation (DESI) – 1. marts at tage fuglen fra familien.
Og det skabte altså straks kritik og debat i den australske befolkning, der forlangte, at DESI afleverede lille Molly tilbage til sin familie.
Men først i dag – 45 dage senere – har DESI altså besluttet at efterkomme ønsket fra befolkningen. I dag har DESI således udstedt en særlig licens til ægteparret Juliette Wells og Reece Mortensen, der giver dem tilladelse til at beholde lille Molly som kæledyr.
DESI har vurderet, at Molly er for tam, og at husskaden ikke vil kunne klare sig i naturen. Derfor er Molly altså nu hjemme i trygge rammer igen.
Juliette Wells og Reece Mortensen fortæller til det australske medie, at de er lykkelige – og nu glæder sig til, at hverdagen vender tilbage.
Og mon ikke også Peggy og Ruby er glade for at få deres bedste fugleven hjem igen?