Dylan Klebold og Eric Harris’ plan slog fejl: Endnu flere skulle dø

Det var en helt almindelig tirsdag morgen – og så alligevel ikke.

Brooks Brown undrede sig nemlig over, at hans klassekammerat ikke var dukket op til undervisning. Det lignede bestemt ikke den pligtopfyldende Eric Harris.

Kort før frokost dukkede han endelig op ude foran skolen – med en mystisk besked til Brooks:

– Jeg kan lide dig. Forsvind herfra. Gå hjem.

Brooks var forvirret, men forlod alligevel skolen. Et par minutter senere lød de første brag. Først troede Brooks, det var fyrværkeri, men kort efter gik gruen op for ham: Der blev skudt på skolen.

Først senere fandt den unge fyr ud af, hvem der havde skudt:

Det var hans klassekammerat Eric Harris, som han kortvarigt havde talt med den skæbnesvangre morgen 20. april 1999.

Eric Harris havde tilmed ikke været alene, da han indledte sin massakre på Columbine High School i Colorado.

Ved sin side havde han vennen Dylan Klebold, og sammen nåede de i løbet af få timer at dræbe 12 elever og én lærer.

To farlige sind

Længe blev der spekuleret i, om mobning havde fået de to massemordere til at se rødt.

I dag – præcis 25 år efter – ved man dog, at sandheden er langt mere dyster. Man ved også, at de to mordere egentlig ikke havde planlagt et skoleskyderi – men noget langt mere uhyggeligt.

Både Dylan Klebold og Eric Harris kom fra almindelige hjem. Nok havde de ikke mange venner i skolen, men de var begge dygtige og forholdsvis vellidte.

Der begyndte dog at være urovækkende episoder. For Eric Harris var fascineret af blod og voldelige videospil, og Dylan Klebold havde et svært sind. Han var plaget af depressive tanker og betroede i sin dagbog, at han overvejede selvmord.

Dylan Klebold og Eric Harris begyndte at tilbringe mere tid sammen – og det blev skæbnesvangert. I al hemmelighed begyndte de nemlig at planlægge ”Judgement Day”: Et spektakulært bombeangreb, der skulle tage livet af 600 kammerater. Til formålet havde de i månedsvis fremstillet rørbomber, der skulle detoneres på skolen.

Derefter havde de indkøbt haglgeværer samt halvautomatiske pistoler, som de ville bruge til at skyde panikslagne elever, når de forsøgte at flygte. Slutteligt ville de sidste bomber detonere, når redningsmandskab og politi ankom til skolen. På den måde håbede Dylan Klebold og Eric Harris at skrive sig ind i historiebøgerne med ”det største antal dødsfald i USA’s historie”.

Sådan gik det heldigvis ikke.

– Titte-bøh!

Midt i elevernes frokostpause indledte de to elever deres massakre. De kastede hjemmelavede bomber og skød omkring sig. Mens deres kammerater gik i panik og flygtede for livet, var Eric Harris og Dylan Klebold helt rolige. De gik stille rundt i skolens kantine og på biblioteket, hvor langt de fleste elever befandt sig. På et tidspunkt gik Eric Harris gik hen til et bord. Under bordet sad to skræmte piger. Han slog to gange på bordpladen og sagde:

– Titte-bøh!

Så skød han den ene pige, før han med et grin udbrød:

– Alle skal dø, vi sprænger alligevel skolen i luften.

Heldigvis slog mordernes plan fejl. Deres hjemmelavede bomber var fusere og forvoldte hverken død eller ødelæggelse. Derfor affyrede Dylan Klebold og Eric Harris klokken 12:08 de to sidste skud, da de sammen talte til tre og begik selvmord.

12 studerende og én lærer blev dræbt i det, der stadig huskes som ét af de mest uhyggelige skoleskyderier i USA’s historie. I tiden efter mente man, at Dylan Klebold og Eric Harris dræbte deres kammerater, fordi de var blevet mobbet. I dag ved man, at de begge var syge i hovedet på hver deres måde. Som psykolog Dwayne Fuselier fra FBI senere forklarede det:

– Klebold havde ondt indeni, mens Harris ville gøre folk ondt.