Nyheder22. april 2024 (opd. 5. september 2024)

Forældre til tidligt fødte mister barsel: - En følelse af afmagt

Forældre til tidligt fødte børn risikerer at miste barsel, hvis de vælger at hjemmebehandle deres barn. Nu vil tre organisationer have ændret barselsloven
Enhedslistens sundhedsordfører, Runa Friis Hansen, er enig i, at barselsreglerne forfordeler forældre til tidligt fødte børn.
Enhedslistens sundhedsordfører, Runa Friis Hansen, er enig i, at barselsreglerne forfordeler forældre til tidligt fødte børn.
 Foto: Ritzau Scanpix

Barselsloven straffer nogle af de mest sårbare børn.

Det mener Dansk Sygeplejeråd, Dansk Præmaturforening og Dansk Pædiatrisk Selskab.

I et brev til Folketinget beskriver de problemerne ved den nuværende lovgivning.

Når forældre til tidligt fødte børn tager imod et tilbud om at modtage hjemmebehandling, så begynder deres barsel. En barsel, som altså blev kortere, end hvis behandlingen var foregået på hospitalet.

En af dem, der har oplevet det, er Sandra Stokholm Bredgaard.

- Jeg kunne ikke forstå, at fordi jeg fødte for tidligt, så skulle min søn sendes tidligere i institution, end han var klar til, bare fordi vi var kommet hjem på tidligt hjemmeophold. Det var en følelse af afmagt og uretfærdighed, siger hun til Radio4 Morgen.

Forældre til tidligt fødte børn kan få forlænget deres barsel med den tid, de er indlagt på hospitalet. Men hvis forældrene tager imod et tilbud om tidligt hjemmeophold, så mister de den ret.

I en principafgørelse fra Ankestyrelsen fra 2013 fremgår det, at "Behandling i hjemmet kan ikke sidestilles med indlæggelse på hospitalet."

Det sker på trods af, at de fleste tidligt fødte børn kræver behandling helt frem til terminsdatoen. I dag fødes cirka 4000 antal børn tidligt om året.

Det er et problem, fordi forældre til tidligt fødte børn reelt står i et dilemma, hvor de skal vælge mellem at forblive indlagt og forlænge barselsperioden eller vælge hjemmebehandling og miste barselsuger.

Det siger Kristina Garne Holm, lektor og sygeplejerske, som sidder i en speciel interessegruppe i neonatal sygepleje under Dansk Sygeplejeråd.

- Vi tilbyder ikke en lige barselslov til nogle af de mest sårbare små børn, som vi har i vores samfund, siger hun til Radio4 Morgen.

Forældre, der tager imod hjemmebehandling, risikerer at skulle sende sit barn tidligere i vuggestue eller dagpleje end børn, som ikke er tidligt fødte. Barnet er dermed ikke ligeså udviklet som de andre børn i institutionen.

- Vi ved, at de tidligt fødte børn har risiko for nogle senfølger, som er relateret til deres tidlige fødsel. De har brug for at være tæt på deres forældre for at udvikle sig bedst muligt. Det er derfor et problem, hvis de kommer tidligere i institution, siger Kristina Garne Holm.

Sandra Stokholm Bredgaards anden søn kom 12 uger for tidligt. Hun og sønnen var indlagt på neonatal afdeling på Herlev sygehus, til barnet var 35 uger, før de valgte at blive udskrevet. Hun fødte i corona-tiden, og derfor måtte hendes førstefødte søn ikke komme på besøg på hospitalet.

- Det var forfærdeligt at være indlagt. Jeg græd, da jeg skulle forlade Karl derhjemme, og jeg græd, da jeg skulle forlade Axel på sygehuset for at komme hjem til Karl. Det er fuldstændig umenneskeligt at have sit ene barn på et hospital og et andet barn i hjemmet, siger hun.

Over for Radio4 Morgen fortæller Enhedslistens sundhedsordfører, Runa Friis Hansen, at partiet er enige i, at barselsreglerne forfordeler forældre til tidligt fødte børn.

- Det giver på ingen måde mening, at man som forældre skal spekulere i at blive på sygehuset. For de fleste - både børn og forældre - vil det være bedst at kunne modtage behandling i eget hjem. siger Runa Friis Hansen og tilføjer:

- Det vil også være bedst for sundhedssystemet, som i forvejen er under pres.

Hos Danmarksdemokraterne er man åbne for at ændre i barselsloven:

- Det virker da helt urimeligt, at forældre med tidligt fødte børn risikerer at miste en stor del af deres barsel, blot fordi de vælger hjemmebehandling. I min optik lyder det heller ikke som sund fornuft.

- I Danmarksdemokraterne er vi åbne for at se på mulighederne. Det kunne være at sidestille reglerne for hjemmebehandling med reglerne for hospitalsindlæggelse. Det må vi undersøge nærmere, siger partiets beskæftigelsesordfører Charlotte Munch.

Radio4 Morgen ville gerne have forholdt kritikken fra Dansk Sygeplejeråd og Dansk Pædiatrisk Selskab for beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S), men ministeriet er ikke vendt tilbage på Radio4 Morgens henvendelser.

Dansk Sygeplejeråd og Dansk Pædiatrisk Selskab skal præsentere problemstillingen for beskæftigelsesudvalget d. 15. maj. Dansk Præmaturforening støtter præsentationen.

Sponsoreret indhold