Mathias Gidsel ærgrer sig trods målshow: – Det er en stor skuffelse
LÆS OGSÅ: Her er Mathias Gidsels hemmelige kæreste
Mathias Gidsel har været her, der og alle vegne for Füchse Berlin i denne sæson, og var det igen søndag i topkampen mod THW Kiel.
Hele 12 mål og fem assists stod den danske stjerne for, men den vilde præstation til trods blev det "kun" til et enkelt point for Füchse Berlin, der dermed tabte et afgørende skridt i mesterskabskampen. Noget, der virkelig ærgrer landsholdsstjernen.
– Det er en stor skuffelse. Selvfølgelig er det en flot sæson, men vi har sagt, at vi vil blive mestre, og det har vi i dag smidt væk, siger han til tyske RBB24 efter kampen, der endte 32-32.
Med det uafgjorte resultat har Gidsel og Füchse Berlin nu to point op til Magdeburg på førstepladsen, der samtidig har en bedre målscore.
Det begynder derfor at se svært ud for hovedstadsklubben at få hevet mesterskabet i hus.
Mathias Gidsel kan dog trøste sig med, at han på ny har gang i en sæson, der har og kommer til at kaste hæder af sig.
I sidste måned blev han kåret til verdens bedste håndboldspiller for 2023, og hvis det nuværende niveau fortsætter, så bliver han svær at vippe af pinden.
Alene i Bundesligaen er Gidsel topscorer med 233 mål i 29 kampe – og det er uden at have kastet et eneste straffekast.
Læg dertil, at han står for tredjeflest assists af alle.
I januar blev han topscorer ved EM.