Krimi22. april 2024 (opd. 5. september 2024)

Prøvede at røve 102-årig kvinde: Nu er Levakovic-familien dømt igen

Seks kvinder og to mænd er blevet idømt fængselsstraf for en række indbrud og indbrudsforsøg i København
Københavns Byret har idømt otte personer fængselsstraffe for en række indbrud og indbrudsforsøg, der blandt andet gik ud over en kvinde på 102.
Københavns Byret har idømt otte personer fængselsstraffe for en række indbrud og indbrudsforsøg, der blandt andet gik ud over en kvinde på 102.
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Monica Hansen og Diana Petrovic er blevet idømt henholdsvis to år og otte måneder og to år og seks måneders fængsel for tricktyveri begået mod ældre mennesker.

Det oplyser anklagerfuldmægtig Alexander Palne til Ritzau.

De to kvinder er ifølge Ritzaus oplysninger søstre og har relation til Levakovic-familien, som er kendt for organiseret kriminalitet.

Yderligere seks personer i sagskomplekset er idømt fængselsstraffe på mellem 60 dage og et år.

Monica Hansen og Diana Petrovic har en familiær relation til hovedparten af de dømte. Ifølge Ekstra Bladet har Monica Hansen skiftet navn fra Monica Petrovic.

Bortset fra Monica Hansen og Diana Petrovic er der tale om fire kvinder og to mænd i alderen 18 til 64 år. I nogle tilfælde er det ifølge politiet lykkedes de dømte at stjæle værdier fra de ældres boliger.

Alle otte personer er dømt for at have ringet på hos ældre beboere og udgivet sig for at være eksempelvis hjemmehjælpere, VVS'ere eller en nabo, oplyser politiet.

- De dømte er gået målrettet efter ældre borgere og har groft udnyttet deres tillid. Derfor har retten også idømt de otte personer relativt lange straffe, siger Alexander Palne i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Tre af de dømte - heriblandt Diana Petrovic - er blevet udvist af Danmark og har fået indrejseforbud i seks år, oplyser Alexander Palne.

Det er langt fraførste gang, at medlemmer af Levakovic-familien nævnes i sammenhæng med tricktyverier. Flere medlemmer af familien blev i 2021 dømt for at have begået en række tricktyverier under coronapandemien.

Her var ofrene også ældre.

Andre medlemmer af familien, Jura Levakovic og Django Levakovic, er tidligere blevet udvist af Danmark, men er efterfølgende blevet anholdt for alligevel at opholde sig på dansk jord.

Flere af de dømte har anket deres dom, mens en enkelt har valgt at modtage dommen, oplyser politiet. Andre udbad sig betænkningstid.

De fleste af de forurettede er over 70 år. Den ældste på 102 år fik afværget et indbrud i sin lejlighed, fordi hun nægtede at åbne døren ud til opgangen.

Indbruddene og indbrudsforsøgene er sket i flere forskellige bydele i København.

Sponsoreret indhold