En kæmpe orne ved navn Bruce holdt gennem 10 dage en 53-årig australsk kvinde som gidsel i kvindens eget hjem. Caroline Hayes, som kvinden hedder, var ellers sød ved grisebassen og smurte dens ene, betændte øje med lindrende salve. Det skulle hun imidlertid aldrig have gjort, for Bruce begyndte nu at terrorisere frk. Hayes. Den bed et kosteskaft midt over og hev en madras ud af kvindens garage, og en nat, da Hayes skulle op og tisse, lå svinet og spærrede for døren.
- Jeg begyndte at blive lidt bange for den. Især fordi den skubber rundt med mig, og så er den begyndt at banke på min dør med hovedet klokken fire om morgenen, lød det fra den chokerede kvinde, da gidseldramaet var overstået.
Det skete efter ti dage, hvor australieren overlod sagen til de kommunale myndigheder med den dyrevenlige klausul, at Bruce ikke måtte ende som bacon.
I stedet er Bruce endt som avlssvin på en nærliggende grise-farm.