Krimi29. april 2024 (opd. 5. september 2024)

75-årig stukket mindst 50 gange: - De udskammede mig

En 70-årig bosnisk mand skrev med blod på væggene i moské efter at have stukket mand med skruetrækker
Mindst 50 knivstik på 33 sekunder - sådan lyder en obduktionsrapport efter et voldsomt drab begået i en moske i Odense sidste år. Nu er sagen for retten.
Mindst 50 knivstik på 33 sekunder - sådan lyder en obduktionsrapport efter et voldsomt drab begået i en moske i Odense sidste år. Nu er sagen for retten.
 Foto: Presse-fotos

LÆS OGSÅ: 71-årig tiltalt for blodigt drab i moské: Smurte blod på væggene

En juni formiddag i 2023 gik en 75-årig bosnisk mand ind i en moské på Lisesmindevej i Odense for at bede. Kun 17 minutter efter, at han gik ind, blev han mødt af en 70-årig mand.

Inde i moskéen opstod der en konflikt mellem de to mænd, og på kun 33 sekunder blev den 75-årige stukket mindst 50 gange med en skruetrækker. 20 af stikkene ramte manden i hovedet, hvoraf det ene var dødeligt.

Det viser en obduktionsrapport, forklarer specialanklager Brian Dybdahl ved Retten i Odense mandag, hvor sagen behandles af et nævningeting.

Her er den 70-årige tiltalt for manddrab.

Anklageren viser også billeder fra videoovervågningen udenfor moskéen. Her ser man de to mænd ankomme til moskéen. 33 sekunder efter, at den tiltalte trådte ind i moskéen, ankom en tredje mand.

På det tidspunkt lå den 75-årige mand livløs på gulvet inde i moskéen, og den tredje mand ringede til politiet sammen med en fjerde person.

I retten nægter den 70-årige sig skyldig i drab, men han erkender at have ført skruetrækkeren inde i moskéen.

- De havde udskammet mig, siger han under sin forklaring i retten.

Han forklarer også, at han, mens den 75-årige lå på gulvet i moskéen, skrev med blod på væggen inde i moskéen tre steder.

- Jeg skrev initialerne på de fra moskéen, der havde påført mig smerte, siger han med grødet stemme.

Dagen efter døde den 75-årige på hospitalet af sine skader.

Ifølge den 70-åriges forklaring havde han taget skruetrækkeren med ind i moskéen, fordi han var bange for, at der kunne opstå en konflikt.

Konflikten mellem ham og den i dag afdøde mand opstod ifølge den tiltalte, fordi den 75-årige mand havde sagt til ham, at han ikke måtte opholde sig i moskéen, og at han derfor skulle gå.

Manden var i forvejen bortvist fra moskéen efter en tidligere voldsepisode.

Den 70-årige ville snakke med imamen om, hvorfor han ikke længere måtte komme i moskéen. I stedet begyndte han at skændes med den 75-årige, forklarer han.

Sagen skal ved retten behandles over tre dage.

Her skal retten blandt andet vurdere, om stikkene foregik i selvforsvar, og om den 70-årige ønskede at dræbe den 75-årige mand.

Dommen forventes den 13. maj.

Sponsoreret indhold