Nyheder29. april 2024 (opd. 5. september 2024)

Dykker rystet efter tur under vandet: - Det er helt vildt

Havbunden er død efter Natomolen ved Ebeltoft Vig blev fjernet, fortæller dykkere
Natomolen ved Ebeltoft Vig er fjernet, og med den er også en masse dyreliv væk.
Natomolen ved Ebeltoft Vig er fjernet, og med den er også en masse dyreliv væk.
 Foto: Privatfoto

Fladfisk, krabber, søstjerner og fjæsinger.

Natomolen ved Ebeltoft Vig var det perfekte sted for dykkere at udforske havets dyreliv.

Men sådan er det ikke mere. Nu er bunden sort og død.

Det fortæller Jens Jakob Riis, som er fritidsdykker, og som for nylig dykkede ned under overfladen, hvor molen plejede at være.

- Der er virkelig sket meget med den stakkels havbund. Der var virkelig ingen fauna, og det var virkelig bekymrende, siger Jens Jakob Riis.

Han dykkede første gang ved molen for 12 år siden og har været der jævnligt siden. Men der er sket et stort skift, siden molen blev fjernet sidste år.

- Der er sket et skift, fra dengang Natomolen var der til nu, hvor den er væk, og det synes jeg godt nok er vildt, siger fritidsfiskeren.

Oprindeligt var Natomolen en del af den nordatlantiske forsvarsalliance (Nato) og forsvaret mod kommunismen under den kolde krig.

I nyere tid blev den flittigt brugt af dykkere, fiskere og badegæster.

Men molen har i lang tid skabt debat i nærområdet. En gruppe borgere ville have den fjernet, og en anden gruppe ville bevare den.

Førstnævnte gruppe fik deres ønske opfyldt, og molen blev endegyldigt fjernet sidste år.

- Før var der et rigt dyreliv, og der har altid været noget spændende at se, men det er der ikke længere, siger Jens Jakob Riis.

Han bor i Nibe, men har sommerhus i området ved molen. Førhen ville han anbefale andre dykkere at tage turen til Ebeltoft for at dykke ved Natomolen, men nu er det ikke turen værd.

En anden fritidsdykker stemmer i. Niels-Søren Bøgh, der underviser i dykning, har flere gange brugt havet ved Natomolen som undervisningssted på grund af det dyreliv, man kunne se.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-04-29/c20240429174115723_1000-%281%29.jpg
Jens Jakob Riis ser ikke mange fisk, når han dykker.
 Foto: Jens Jakob Riis

- Tilbage i 2022 var der jo stimer af torsk, vi kunne dykke ind imellem, siger Niels-Søren Bøgh.

Men da han dykkede ved molen for to måneder siden, var det ikke muligt at genfinde nogen af de steder, hvor der førhen var liv.

- Jeg synes, det er ærgerligt for naturen og alle de mennesker, der kom der. Det var et socialt samlingssted. Der var altid dykkere derude. Nu er der ingen grund til at komme der mere, siger Niels-Søren Bøgh.

Han havde forudset, at havbunden ville ende med at se sådan ud, hvis molen blev fjernet.

Selvom der er forskellige holdninger til menneskeskabte ting i naturen, så bidrog molen med en masse liv, ifølge Niels-Søren Bøgh.

- Vi ved fra alle de andre steder, vi dykker, at disse menneskeskabte ting altid bliver en magnet for forskellige former for liv, det gælder både vrag, moler, badebroer - faste flader, som liv kan sidde på, siger Niels-Søren Bøgh.

Også fiskere har flittigt besøgt Natomolen, men ikke længere.

- Allerede inden molen var væk, var bunddyrene forsvundet, siger Bent Olsen, som er kontaktperson i Ebeltoft Fiskeriforening.

At havbunden er død, er ikke specifikt for området, hvor Natomolen var. Generelt er der ingen fisk ved Ebeltofts kyst, siger Bent Olsen.

- Alle dem, man snakker med, fortæller, at de ikke fanger noget. Der har været masser af fisk førhen, men nu er der ingenting.

Han er sportsfisker nu, men han har tidligere arbejdet som fisker.

- Det har stået på i mange år. Det er godt nok sørgeligt at se på, siger Bent Olsen.

Siden 1968 har Natomolen ved Ebeltoft Vig raget ud i vandet.

Molen blev anvendt af militæret frem til 2012 og var i en lang årrække utilgængelig for offentligheden. Men i sommeren 2014 blev molen åbnet for offentligheden til stor glæde for mange.

Men molen har skabt debat i lokalsamfundet. Nogle ville gerne have den fjernet på grund af lugtgener, man mente, var forårsaget af molen, og en anden gruppe ville bevare den, da de mente, den var et aktiv for området.

I 2017 gik grundejerforeningen Femmøller Strand så ind i sagen og pressede på for, at molen skulle fjernes, og det lykkedes.

Nedrivningen af molen blev sat i gang i maj sidste år.

Grundejerforeningen har tidligere fortalt til TV2 Østjylland, at man arbejdede på at lave en erstatning til molen, der ikke skaber gener.

Nu har grundejerforeningen slået sig sammen med Nationalpark Mols Bjerge, siger Ole Bering, der er næstformand for grundejerforeningen Femmøller Strand.

Nationalpark Mols Bjerge har nemlig planer om at lave et superrev i Ebeltoft Vig.

- Vi ser en mulighed for, at hvis der bliver lavet et kunstigt rev, så kan vi få lavet den lille bro i samme omgang. Så vi ser en mulighed for i samarbejde med nationalparken at få noget af det igennem, vi har ønsket, siger Ole Bering.

Han har også godt vidst, at det ville have nogle konsekvenser for dyrelivet at fjerne molen.

- Det er jo klart, at det liv, der har været på molen, vil forsvinde, og det er klart, når man har gravet med de der maskiner, at så vil der gå nogle år, før det gendanner sig. Det er derfor, vi er så interesseret i det her kunstige rev, siger Ole Bering.

Der er stadigvæk mange ting, der skal falde på plads i planerne om revet, og tidshorisonten vil han ikke spå om.

Selvom det ikke er for fornøjelsens skyld, så skal Niels-Søren Bøgh dykke ved Natomolen igen.

- Vi er en gruppe af folk, der har været vant til at bruge stedet, og vi vil svømme hele området igennem for at dokumentere, hvad der er tilbage, siger Niels-Søren Bøgh.

Og Jens Jakob Riis vil også dykke ved molen igen.

- Jeg skal derned en gang til for at se, om det er et midlertidigt fænomen, siger Jens Jakob Riis.

Men ingen af dem har store forventninger til det fremtidige miljø, der hvor molen var.

- Der kommer liv igen, men det bliver i form af en sandstrand og lidt ålegræs, men det, der var der, kommer ikke igen, siger Niels-Søren Bøgh.

Sponsoreret indhold