Kendte6. maj 2024

Fra gøgler til Hollywood: Lars Mikkelsens vilde rejse

Ingen så en stjerneskuespiller i danskeren, der begyndte sin karriere som fattig gadegøgler i hele Europa
Mandag den 6. maj fylder Lars Mikkelsen 60, og kan se tilbage på en imponerende filmkarriere i både ind- og udland.
Mandag den 6. maj fylder Lars Mikkelsen 60, og kan se tilbage på en imponerende filmkarriere i både ind- og udland.
 Foto: Dan Mariegaard

LÆS OGSÅ: Nomineret til stor pris

Midt i 80’erne sagde Lars Mikkelsen farvel til biologistudierne på Københavns Universitet og de næste fem år rejste han rundt i Danmark og Europa som gadegøgler.

Forældrene var ikke ligefrem henrykte over at se deres søn vende ryggen til en akademisk karriere for at stå på Strøget som klovn med en rød næse og råbe folk an, og det var da heller ikke altid lige sjovt.

– Hele præmissen med gøgl er at kunne tage gaden. Det får man virkelig hår på brystet af, for det er fuldstændig rædselsfuldt, og især de første par uger hvert år er man skrækslagen, fordi man ikke tør det nok.

– Det har meget med dagsform at gøre, og nogle gange er det bare virkelig dårligt, det, man laver. Det kan simpelthen være så tåkrummende, har stjernen forklaret til Ud&Se.

Hejsa, brormand! Lars er et år ældre end Mads Mikkelsen, 58, som jo også har en forrygende skuespilkarriere. Begge brødre er nu en del af ”Star Wars”-universet.
Hejsa, brormand! Lars er et år ældre end Mads Mikkelsen, 58, som jo også har en forrygende skuespilkarriere. Begge brødre er nu en del af ”Star Wars”-universet.
 Foto: Mikael Rieck

Det hårde liv på gaden blev da også til sidst for meget, og som 27-årig begyndte Mikkelsen på Statens Teaterskole, hvilket viste sig at være en fornuftig idé med væsentligt mere fremtid end gøgleriet.

Efter uddannelsen debuterede han som skuespiller i ”Dracula” på Aalborg teater og blev efterfølgende ansat på Det Kongelige Teater.

Stjernen har siden 1989 været gift med kollegaen Anette Støvelbæk, 56.
Stjernen har siden 1989 været gift med kollegaen Anette Støvelbæk, 56.
 Foto: Mikael Rieck

Herefter væltede det ind med roller i ”Strisser på Samsø” fra 1997, ”Rejseholdet” (2001), ”Nikolaj og Julie” (2002), ”Krøniken” (2004), ”Forbrydelsen” (2007), ”Headhunter” (2009) – og senere ”Der kommer en dag” (2016), ”Herrens Veje” (2017) og ”Kysset” (2023).

Bodil- og Robert-priserne væltede ind, og i 2010 blev han udnævnt til ridder af Dannebrogordenen, og efterfølgende opgraderede dronning Margrethe ham med Ridderkorset af 1. grad.

Udlandet ringer

Det helt store gennembrud i udlandet manglede dog, indtil Lars Mikkelsens agent fik ham overtalt til at gå til casting for at lande rollen som præsident Petrov i Netflix-serien ”House of Cards”.

En noget yngre udgave i 2000.
En noget yngre udgave i 2000.
 Foto: Hanne Juul

Modvilligt fandt han sin bedste russiske accent frem hjemme i stuen. Efterfølgende sendte han et bånd til Hollywood, og så skete der ting og sager.

– Da jeg rejste til USA fire uger efter opkaldet fra Netflix, troede jeg stadig ikke for alvor på, at rollen var min. Selv om jeg havde spillet store roller herhjemme, var det her alligevel noget andet. På det tidspunkt var ”House of Cards” flagskibet på Netflix og på streaming i det hele taget.

– Det var uvirkeligt at forestille sig, at jeg skulle være med i det. Jeg havde en frygt for, at der kom nogle, der sprang frem med skjulte kameraer og råbte: ”Der tog vi røven på dig!” Det var først, da jeg sad over for Kevin Spacey, det gik op for mig, at den var god nok, forklarer Lars Mikkelsen til Ud&Se.

Hallo! Mikkelsen er naturligvis også med i ”Badehotellet” i rollen som teatermaler på Det Kongelige Teater, Svend Damm.
Hallo! Mikkelsen er naturligvis også med i ”Badehotellet” i rollen som teatermaler på Det Kongelige Teater, Svend Damm.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Siden har udlandet for alvor fået øjnene op for den 1,92 meter høje dansker, og i skrivende stund har han flere udenlandske projekter i støbeskeen – blandt andet Guillermo del Toros ”Frankenstein” som også har Oscar-vinderen Christoph Waltz og danske Nikolaj Lie Kaas på rollelisten – og så ”Star Wars”-serien ”Ahsoka” hvor Mikkelsen allerede spiller den blå skurk Grand Admiral Thrawn – og han indtager samme rolle i ”Star Wars: Tales of the Empire”.

Sammen med Anette har Lars sønnerne Thor Mikkelsen, 23, og Lue Støvelbæk, 29, som begge gør sig i skuespil.
Sammen med Anette har Lars sønnerne Thor Mikkelsen, 23, og Lue Støvelbæk, 29, som begge gør sig i skuespil.
 Foto: Dan Mariegaard

Sponsoreret indhold