Streaming4. maj 2024

De bramfri bedemænd på TV 2: Ama’r halshug

Det er svesken på disken hos Søren og Simon Riber fra Øens Bedemand på Amager, som lige nu inviterer hele Danmark indenfor til guldøl og cigaretter
Mafiaboss eller bedemand? Når far Søren Riber, 57, og sønnike Simon Riber, 30, lægger folk i graven, er det helt efter reglerne – men jargonen er ligeså løssluppen som på det lokale værtshus.
Mafiaboss eller bedemand? Når far Søren Riber, 57, og sønnike Simon Riber, 30, lægger folk i graven, er det helt efter reglerne – men jargonen er ligeså løssluppen som på det lokale værtshus.
 Foto: Lasse Rahbek/TV 2

LÆS OGSÅ: "Badehotellet" kan slå "Matador" af pinden

En guldøl og en smøg til at snakke om døden.

– Vi ligner jo ikke de typiske bedemænd. Det er Amager. En aftale er en aftale!

Sådan er proceduren hos far og søn, Søren og Simon Riber, fra TV 2-dokumentaren ”To kolde fra kassen”, som de seneste uger både har forbavset og fortryllet seerne.

For modsat kunderne i kisten, er der fart over feltet hos bedemændene.

Efter at være blevet taget med både alkohol og stoffer i blodet har sønnike Simon fået generhvervet kørekortet.

Fængsel kan han også krydse af listen, da han i sine unge dage både solgte og tog stoffer.

Efter far Søren fik en blodprop i lungen, har Riber junior fået lov at købe 35 procent af Øens Bedemand, så fremtiden ikke er helt uvis.
Efter far Søren fik en blodprop i lungen, har Riber junior fået lov at købe 35 procent af Øens Bedemand, så fremtiden ikke er helt uvis.
 Foto: Lasse Rahbek/TV 2

I ni måneder ruskede han tremmer, men formåede at blive løsladt for god opførsel seks måneder før tid.

Derefter endte de tunge kister med at blive Simons redning ud af det hårde miljø.

Alligevel forfølger uheldet bedemand junior, da han i tredje afsnit bliver udsat for et groft overfald af fire ukendte mænd.

Ligesom sønnen har farmand Søren været bag tremmer.

I tre måneder sad han varetægtsfængslet, da politiet fandt 25 kilo hash i et af værelserne, som han udlejer til beboelse i sin bedemandsbiks.

Selv om butikken derpå fik øgenavnet ”Hash-bedemanden”, havde Søren intet med sagen at gøre.

Derfor fik han efterfølgende en erstatning på cirka 72.000 kr.

Børn er de værste

Trods det tvivlsomme cv er humøret evigt højt hos amagerkanerduoen.

Én ting kan dog fjerne smilet fra far og søns læber.

Som bedemand er der intet værre end når en baby eller et barn skal lægges i en kiste – og selv har ”Øens Bedemand” nogle regler, når det utænkelige sker.

Når det er børn, der går bort, bliver der således ikke røget i bilen, når kisten køres væk. Og så sidder Simon altid med kisten på skødet.

– Børn skal ikke være alene, som han siger.

Alligevel er det svært at glemme ansigtet på barnet i kisten, når låget er blevet skruet fast. Det sætter sig på nethinden, og tager tid at glemme.

Måske fordi familien Riber selv har prøvet det værste, man kan forestille sig.

I 1991 mistede Søren Riber sin nyfødte datter Mia – hvorfor han også selv kan relatere til de kunder, der kommer ind for at købe en barnekiste.

Skål og skide vær’ med det! I TV 2-hittet bliver der hverken sparet på gravøl – eller rødvin. Siden har især sønnike Simon dog skåret ned på de våde varer.
Skål og skide vær’ med det! I TV 2-hittet bliver der hverken sparet på gravøl – eller rødvin. Siden har især sønnike Simon dog skåret ned på de våde varer.
 Foto: Lasse Rahbek/TV 2

Fik et chok: 30 kilo lettere

Efter optagelserne sluttede for halvandet år siden har sønnike Simon dog lagt sine vaner noget om.

– Jeg fik jo et chok, da jeg så mig selv på skærmen.

Jeg droppede fyraftensøllene, skar ned på smøgerne og begyndte på Wegovy, afslører bedemanden over for TV 2.

Og det har givet pote – i dag er Simon 30 kilo lettere.

– Nu ryger jeg under 10 smøger om dagen, fortæller den nyslanke Amager-søn.

Smøger, medister og cognac

Selv har far Søren været tæt på at tage sit sidste åndedræt.

En blodprop i lungen blev næsten hans endeligt – og herefter blev bedemandsforretningen med ét forvandlet til en gesjæft med en medarbejder (sønnike Simon), som ikke kunne køre bil og en ejer (far Søren), som ikke kunne bære tungt.

Uden kørekort må man ty til alternativer. Så sønnike Simon tuk-tuk’er den rundt på Amager.
Uden kørekort må man ty til alternativer. Så sønnike Simon tuk-tuk’er den rundt på Amager.
 Foto: Lasse Rahbek/TV 2

Derfor har far- og søn også tænkt over fremtiden for Øens Bedemand.

Efter adskillige år som lærling vil Simon købe 35 procent af firmaet – men ikke uden forhandling med farmand.

En forhandling, som på bedste Amager-manér lander over smøger, medister, rødvin og cognac.

Sponsoreret indhold