Forelsket på fransk: Her er Ulla Terkelsens store kærlighed
LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen får eget program på sin 80-års fødselsdag
Cannes er et godt sted at blive gammel, mener Ulla Terkelsen.
I den sydfranske badeby ved det azurblå hav bor hun i en lejlighed – og den 80-årige verdensborger ”blender” helt ind i bybilledet.
– I Sydfrankrig er livsformen mere rolig, end i de storbyer, jeg har boet i.
– Man svinger meget i det offentlige liv – ikke bare med folk man kender, men også folk man ikke kender.
– Jeg handler meget på markedet på torvet, dér hvor jeg bor. Så taler jeg med ham, der sælger æg, og dem, der sælger særlig god skinke – og dem, der sælger patéer, og så bliver jeg i godt humør.
– Alle tager sig god tid til at snakke – og det sætter jeg pris på som ældre.
– Da jeg var yngre, var jeg sikkert blevet rasende over, at det tog så lang tid at blive ekspederet, fordi jeg havde travlt, erkender Ulla med et grin.
Ved det brusende middelhav siger Ulla altså ”bonjour” og får en sludder, mens hun køber baguettes, men hvad når det gælder amouren?
Er der mon så en franskmand, der har fanget hendes opmærksomhed?
– Nej, ikke sådan … I Sydeuropa er folk meget høflige over for hinanden. De har altid noget skægt at sige.
– Omgangsformen er meget venligere end den er i Nordeuropa, forklarer Ulla, som dog gerne vil svare på, hvordan hendes kærlighedsliv ser ud nu.
– Alting ændrer sig med årene – og det gør mit kærlighedsliv også. Men jeg har et kærlighedsliv, som jeg er glad og tilfreds med, afslører den velholdte mademoiselle.
Så længe, jeg kan selv
Korrespondenten vil gerne blive boende i Cannes, til hun bliver rigtig gammel.
– Så længe, jeg kan klare mig selv, så bliver jeg i Cannes.
– Hvis jeg f.eks. skal på plejehjem, så vil jeg nok gøre det i Danmark. Men det er ikke noget, jeg spekulerer over, lyder det fra 80-års-fødselaren, der nyder det søde sydfranske liv i byen, hvor hun har masser af venner.
TV 2-legenden får også ofte besøg af sin søn Nicholas og hans kone samt børnebørnene Alma på 13 og Storm på 10 år – og Ulla elsker at være farmor.
– Vi har det så skægt sammen. Vi tager også på rejser indimellem.
– Jeg drømmer om at komme på safari med børnebørnene, lyder 80-års-ønsket.
Frisør og foddame
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Ulla fylder 80, men hvordan holder hun sig så chik?
– Jeg får ordnet negle og fødder – og så går jeg til min frisør, madame Fanny, og får vasket hår en gang om ugen – og får lavet striber en gang imellem.
– Men ellers gør jeg ikke noget. Jeg går rigtig meget, for jeg har ingen bil. Jeg gør ikke gymnastik, så en gang imellem, hvis jeg bliver træt i benet, går jeg til en fysioterapeut.
– Det er fint at gå til yoga, det er jeg sikker på, men jeg vil hellere læse en avis, cementerer Ulla.