Eurovision i opråb: Stem ikke på den
Efter udelukkelsen af hollandske Joost Klein vil der ikke optræde nogen artist på sang nummer fem ved finalen i Eurovision lørdag aften. Eurovision opfordrer derfor fans og seere til at undlade at stemme på Holland.
Det skriver Eurovision på sangkonkurrencens hjemmeside.
- Alle deltagere vil beholde deres nummer i den officielle rækkefølge. Der vil ikke være nogen sang på plads nummer fem.
- Juryresultaterne, som blev modtaget efter den anden generalprøve fredag, er blevet genberegnet, så Holland ikke får nogen point. Derfor skal alle jurymedlemmer genvurdere alle sange fra 1 til 26, lyder det.
Eurovision understreger, at seere fra Holland stadig gerne må stemme. Resultatet fra den hollandske jury er desuden stadig gyldigt.
- Der vil ikke blive tildelt point til Holland fra seerne, skriver Eurovision.
European Broadcasting Union (EBU), der er den europæiske sammenslutning af public service-tv- og radiostationer, vil informere alle telekommunikationspartnere om, at Holland ikke længere deltager.
- Vi vil bestræbe os på at blokere linjerne til sang nummer fem, lyder det.