Krimi14. maj 2024 (opd. 5. september 2024)

Dansk psykolog før Emilie Meng-sagen: Derfor ender det med voldtægt og drab

I dag begynder sagen mod en 33-årig, der er tiltalt for et drab samt for voldtægt eller forsøg på samme mod tre piger. Her giver den danske psykolog Florence McLean svaret på, hvorfor det kan gå så galt
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Sagen mod en 33-årig mand, der er mistænkt for blandt andet at dræbe Emilie Meng, går nu i gang. Her kan du se, hvilke tre vigtige steder sagen kommer til at handle om.
 Video: Saad Ahmad/Patrick E. Nielsen

LÆS OGSÅ: Anna husker særlig episode med Korsørmanden

Tre tilfælde af bortførelse og voldtægt eller forsøg på samme begået mod tre teenagepiger.

Det er blandt det, en 33-årig mand er tiltalt for i en sag, som Retten i Næstved indleder tirsdag.

Anklagemyndigheden mener dermed, at han er en serieforbryder. Det vil sige en person, som har begået mindst tre tilfælde af den samme type forbrydelse over længere tid.

Selv nægter manden sig skyldig i langt hovedparten af anklagerne mod ham. De omfatter foruden bortførelse og voldtægter også blandt andet vold, ulovlig tvang, trusler, usømmelig omgang med lig samt drabet på den ene af de tre piger - 17-årige Emilie Meng.

Der er bestemte ting, der driver serieforbrydere. Det fortæller psykolog Florence McLean, der har taget uddannelser i USA i gerningsmandsprofilering.

Kriminalpsykologen Florence McLean har i en årrække beskæftiget sig med serieforbrydere og talt med flere seriemordere i USA om deres forbrydelser.
Kriminalpsykologen Florence McLean har i en årrække beskæftiget sig med serieforbrydere og talt med flere seriemordere i USA om deres forbrydelser.
 Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Hun udtaler sig ikke om den konkrete sag, men derimod om serievoldtægtsmænd og seriemordere generelt.

- Lidt forsimplet sagt så handler det om magt og kontrol, og så er der noget psykologisk, de udlever, siger hun.

Det kan være, at gerningsmanden selv gentagne gange har været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom, og at vedkommende håndterer det ved at påføre andre den samme smerte.

Traumet kan også stamme fra eksempelvis mobning eller isolation, nævner McLean.

- Nogen, de vender traumer indad, så de får angst, depression eller bliver selvskadende. Og så er der dem, der vender traumet eller frustrationen udad, og de bliver så udadreagerende.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-05-13/Screenshot-2024-04-30-at-13.18.18_defaced-%282%29-1.png
Denne nu 33-årige mand, som af pressen er blevet døbt Korsørmanden, er tiltalt for blandt andet at have taget livet fra 17-årige Emilie Meng tilbage i 2016. 14. maj starter den længe ventede retssag, som bliver behandlet ved Retten i Næstved.
 Foto: Privat

- Det kan være ved vold, overgreb, det kan være serieforbrydere, det kan i sidste ende blive mordere, siger Florence McLean.

I sagen med den 33-årige tiltalte var de tre ofre på gerningstidspunkterne henholdsvis 17, 15 og 13 år. Det er ifølge Florence McLean ikke usædvanligt, at en serieforbryder går efter ofre i forskellige aldre.

Det kan skyldes, at gerningsmanden har oplevet, at en voksen var for svær at styre, mens en pige derimod hverken er særligt stor eller særligt stærk og kan have sværere ved at sige fra.

- Oftest handler det om kontrol. At det er nemmere at kontrollere et ungt menneske end en voksen kvinde, siger hun.

Florence McLean ser dog oftest, at serieforbrydere er startet med unge ofre og dernæst går efter ældre og ældre personer.

Byretten har afsat 18 retsdage til sagen mod den 33-årige mand. Der ventes dom i sagen den 28. juni.

Bag om Korsørmanden

Vold, trusler, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og forsøg på voldtægt, drabsforsøg og drab. Det er blandt det, en i dag 33-årig mand er tiltalt for at have udsat tre piger for. Tirsdag tager Retten i Næstved hul på retssagen, som der er afsat 14 retsmøder til.

Der ventes dom i sagen den 28. juni.

Det er han tiltalt for:

- Langvarigt at have frihedsberøvet 17-årige Emilie Meng, som han mødte ved eller nær Korsør Station natten til den 10. juli 2016. At have udsat hende for voldtægt, slået hende ihjel formentlig ved kvælning og derefter lagt hendes lig i en sø i Borup. Her blev det fundet 24. december samme år.

- At have truet en 15-årig efterskoleelev med en kniv om aftenen den 8. november 2022 i Sorø. At have slået hende flere gange og have forsøgt at få hende ind i en bil for at frihedsberøve hende langvarigt og voldtage hende, hvilket mislykkedes, fordi hun skreg op.

- Med sin bil at have kørt ind i en 13-årig pige kort før middag den 15. april 2023 i Kirkerup i Slagelse, så hun faldt af cyklen. At have frihedsberøvet hende i godt et døgn, og i den tid have udsat hende for grove seksuelle overgreb, samt have haft til hensigt at slå hende ihjel, hvilket mislykkedes, fordi politiet befriede hende.

- Besiddelse af børneporno og brud på knivloven.

- Den 33-årige nægter sig skyldig i anklagerne, hvad angår den 17-årige og den 15-årige. Han har delvist erkendt anklagerne om den 13-årige, men det står ikke klart, hvad han erkender.

Kilder: Anklageskriftet

Sponsoreret indhold