Krimi14. maj 2024 (opd. 14. maj 2024)

Nu er Emilie Meng-sagen begyndt: Sådan ser Korsørmanden ud i retten

Tirsdag formiddag har Retten i Næstved taget hul på den længe ventet retssag, der blandt andet omhandler drabet på 17-årige Emilie Meng
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Sagen mod en 33-årig mand, der er mistænkt for blandt andet at dræbe Emilie Meng, går nu i gang. Her kan du se, hvilke tre vigtige steder sagen kommer til at handle om.
 Video: Saad Ahmad/Patrick E. Nielsen

LÆS OGSÅ: LIVE fra retten: Emilie Meng myrdet nu begynder retssagen mod 33-årig

For kort tid siden tog den 33-årige mand, som er tiltalt for at have slået Emilie Meng ihjel og for at have bortført en 13-årig pige i april sidste år, plads på anklagebænken ved Retten i Næstved.

Den længe ventede retssag er tirsdag startet i byretten, og her er det en særdeles velklædt tiltalt, som er mødt op ved retten.

Han er mødt op iklædt et mørkeblåt jakkesæt med vest og hvid skjorte, og tog stille og roligt plads ved siden af sin forsvarer, efter han kort før klokken 9.30 blev fulgt ind i retslokalet af to uniformerede betjente.

Dagens indledende retsmøde må siges at have haft ekstremt stor mediebevågenhed og opmærksomhed fra offentligheden.

Da SE og HØR mødte op ved retten klokken 6.30, var de første håbefulde tilhørere allerede mødt op for at få en plads i nævningesalen.

Det lykkedes da også for hele 26 personer at få adgang til retslokalet, mens omkring 40 tilhørere blev sendt ind i et tilstødende lokale, hvorfra der bliver sendt live video og lyd.

Bag om Korsørmanden

Vold, trusler, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og forsøg på voldtægt, drabsforsøg og drab. Det er blandt det, en i dag 33-årig mand er tiltalt for at have udsat tre piger for. Tirsdag tager Retten i Næstved hul på retssagen, som der er afsat 14 retsmøder til.

Der ventes dom i sagen den 28. juni.

Det er han tiltalt for:

- Langvarigt at have frihedsberøvet 17-årige Emilie Meng, som han mødte ved eller nær Korsør Station natten til den 10. juli 2016. At have udsat hende for voldtægt, slået hende ihjel formentlig ved kvælning og derefter lagt hendes lig i en sø i Borup. Her blev det fundet 24. december samme år.

- At have truet en 15-årig efterskoleelev med en kniv om aftenen den 8. november 2022 i Sorø. At have slået hende flere gange og have forsøgt at få hende ind i en bil for at frihedsberøve hende langvarigt og voldtage hende, hvilket mislykkedes, fordi hun skreg op.

- Med sin bil at have kørt ind i en 13-årig pige kort før middag den 15. april 2023 i Kirkerup i Slagelse, så hun faldt af cyklen. At have frihedsberøvet hende i godt et døgn, og i den tid have udsat hende for grove seksuelle overgreb, samt have haft til hensigt at slå hende ihjel, hvilket mislykkedes, fordi politiet befriede hende.

- Besiddelse af børneporno og brud på knivloven.

- Den 33-årige nægter sig skyldig i anklagerne, hvad angår den 17-årige og den 15-årige. Han har delvist erkendt anklagerne om den 13-årige, men det står ikke klart, hvad han erkender.

Kilder: Anklageskriftet

De mange fremmødte journalister og tilhørere har indtil nu ikke fået det store indtryk af den drabstiltalte mand i sagen – han har primært kigget stift ned på papirerne foran sig og ellers spejdet til venstre op mod dommeren.

Den 33-årige mand er blandt andet tiltalt for at have slået Emilie Meng ihjel tilbage i 2016, ligesom han er tiltalt for at have forsøgt at kidnappe en 15-årig efterskolepige, og for at have frihedsberøvet en kun 13-årig pige i over et døgn tilbage i april måned sidste år.

Han erkender sig delvist skyldig i tiltalen om den 13-årige pige, mens han nægter resten af de alvorlige tiltaler.

Der er afsat 18 retsdage til sagen, hvor der forventes dom i slutningen af juni måned.

SE og HØR følger sagen

Sponsoreret indhold