Korsørmanden skrev noveller om kidnapning i sin fængselscelle
LÆS OGSÅ: LIVE fra retten: Emilie Meng myrdet – nu begynder retssagen mod 33-årig
Noveller om kidnapning af unge kvinder, voldtægter af unge kvinder og mishandling.
Det er ikke ligefrem skønlitteratur, som der er blevet fundet i den 33-årige mands fængselscelle, lød det for kort tid siden fra anklager Susanne Bluhm.
– Det er min opfattelse, at det kan have betydning for skyldsspørgsmålet. Jeg skal også komme ind på, hvilke lighedspunkter der er mellem overgrebene og teksterne, siger anklageren.
Novellerne hedder ifølge kosterlisten: "Jeg havde set frem til denne dag", og "Det havde været en dag udover det sædvanlige".
Indholdet af novellerne er endnu ikke blevet fremlagt for retten, men det vil de på et senere tidspunkt. Men anklageren har altså allerede nu meddelt, at hun mener, at de kan få betydning for skyldsspørgsmålet.
Bag om Korsørmanden
Vold, trusler, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og forsøg på voldtægt, drabsforsøg og drab. Det er blandt det, en i dag 33-årig mand er tiltalt for at have udsat tre piger for. Tirsdag tager Retten i Næstved hul på retssagen, som der er afsat 14 retsmøder til.
Der ventes dom i sagen den 28. juni.
Det er han tiltalt for:
- Langvarigt at have frihedsberøvet 17-årige Emilie Meng, som han mødte ved eller nær Korsør Station natten til den 10. juli 2016. At have udsat hende for voldtægt, slået hende ihjel formentlig ved kvælning og derefter lagt hendes lig i en sø i Borup. Her blev det fundet 24. december samme år.
- At have truet en 15-årig efterskoleelev med en kniv om aftenen den 8. november 2022 i Sorø. At have slået hende flere gange og have forsøgt at få hende ind i en bil for at frihedsberøve hende langvarigt og voldtage hende, hvilket mislykkedes, fordi hun skreg op.
- Med sin bil at have kørt ind i en 13-årig pige kort før middag den 15. april 2023 i Kirkerup i Slagelse, så hun faldt af cyklen. At have frihedsberøvet hende i godt et døgn, og i den tid have udsat hende for grove seksuelle overgreb, samt have haft til hensigt at slå hende ihjel, hvilket mislykkedes, fordi politiet befriede hende.
- Besiddelse af børneporno og brud på knivloven.
- Den 33-årige nægter sig skyldig i anklagerne, hvad angår den 17-årige og den 15-årige. Han har delvist erkendt anklagerne om den 13-årige, men det står ikke klart, hvad han erkender.
Kilder: Anklageskriftet
Fandt tortureringsmateriale
Den 33-årige Korsørmanden er udover drab også tiltalt for at have udsat den 13-årige pige for torturlignende behandling.
På mandens computer er der da også blevet fundet særdeles forstyrrende materiale.
Her blev der blandt andet også fundet billeder, som udover børnepornografisk materiale også viser billeder af kvinder, der bliver tortureret, bundet, kvalt og mishandlet.
– Det kan være svært at se, om der er tale om skuespil, om det er mod betaling, fake billeder eller om det er overgreb, siger anklager Susanne Bluhm.
Der er afsat hele 18 retsdage til behandlingen af den omfattende sag – den 33-årige meddelte tidligere via hans forsvarer, at han blandt andet erkender sig skyldig i langvarig frihedsberøvelse af en 13-årig pige.
Han nægter sig fortsat skyldig i drab og forsøg på kidnapning af en 15-årige efterskoleelev i Sorø.
Det erkender Korsørmanden
Den 33-årige mand, der er tiltalt i Korsør-sagen, erkender blandt andet, at han sidste år langvarigt frihedsberøvede en 13-årig pige og udsatte hende for vold og ulovlig tvang.
Han nægter sig dog skyldig i drabsforsøg på pigen. Det siger hans forsvarer, advokat Karina Skou, i Retten i Næstved tirsdag, hvor retssagen er blevet indledt.
Den 33-årige erkender desuden, at han har besiddet børneporno og en kniv.
Pigen havde netop færdiggjort sin avisrute i Kirkerup ved Slagelse, da hun ved middagstid lørdag den 15. april sidste år angiveligt blev påkørt af en bil, hvorefter føreren bortførte hende i 27 timer. Hun blev fundet i live på den 33-åriges adresse nær Korsør søndag eftermiddag. I den periode blev hun ifølge anklageskriftet udsat for overgreb.
Den tiltalte erkender i byretten, at han udsatte pigen for andet seksuelt forhold end samleje, mens han nægter sig skyldig i voldtægt. Han er tiltalt for at have udsat pigen for særligt farlige voldtægter. Manden er også tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016 samt for et overfald på en 15-årig efterskolepige i Sorø i 2022. Det nægter han sig skyldig i.