Frederik og Mary tog metroen og elbus til norsk nationalpark

Kongeparret skulle med metroen på T-banen for at komme til nationalparken Østmarka Nasjonalpark, hvor de skal på vandretur. En transportform, der næppe bliver gjort brug af jævnligt af de kongelige.
Her havde de selskab af det norske kronprinsepar og både den danske og norske miljøminister.
Nationalparken er en smule usædvanlig, da den på trods af sin store størrelse ligger tæt på hjertet af den norske hovedstad, Oslo.
Turen tog 19 minutter med metroen, og kongeparret tog efterfølgende en elektrisk bus for at komme til nationalparken. Metroen var lukket for almindelige passagerer.
Østmarka Nasjonalpark er Norges første urbane nationalpark. Sidste år blev store dele af området fredet for at sikre beskyttelsen af sårbar natur.
Kongeparret får med egne øjne mulighed for at se, hvordan man kan værne om natur og biodiversitet, samtidig med at man skaber friluftsliv, som storbyens borgere kan besøge.
Om vinteren er det muligt for besøgende at stå på ski i området, og parkens vandre- og cykelture tiltrækker borgerne om sommeren.
