Krimi15. maj 2024

33-årig kørte rundt med fantasipose: Var fyldt med ting til sadistisk sex

Det var ganske normalt, at den nu drabstiltalte Korsørmand kørte rundt med en fantasipose, som blandt andet var fyldt med reb og tape
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Sagen mod en 33-årig mand, der er mistænkt for blandt andet at dræbe Emilie Meng, går nu i gang. Her kan du se, hvilke tre vigtige steder sagen kommer til at handle om. Video: Saad Ahmad/Patrick E. Nielsen

LÆS OGSÅ: LIVE fra retten: Korsørmanden afgiver forklaring

Hvorfor kørte den nu 33-årige Korsørmanden rundt i sin bil med en 'fantasipose', som han selv forklarer det?

Det har anklager Susanne Bluhm haft særligt fokus på under onsdagens afhøring af den mand, som blandt andet er tiltalt for at have taget livet af Emilie Meng.

Den 17-årige pige blev juleaftensdag 2016 fundet død ved Regnemarks Bakke ved Borup – her blev hun blandt andet fundet med et stykke tape rundt om halsen.

Tape var netop en af de ting, som den 33-årige mand havde puttet i en 'fantasipose' – en pose, som han ofte kørte rundt med, har han for kort tid siden forklaret ved Retten i Næstved, som onsdag har taget hul på anden retsdag i sagen.

Bag om Korsørmanden

Vold, trusler, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og forsøg på voldtægt, drabsforsøg og drab. Det er blandt det, en i dag 33-årig mand er tiltalt for at have udsat tre piger for. Tirsdag tager Retten i Næstved hul på retssagen, som der er afsat 14 retsmøder til.

Der ventes dom i sagen den 28. juni.

Det er han tiltalt for:

- Langvarigt at have frihedsberøvet 17-årige Emilie Meng, som han mødte ved eller nær Korsør Station natten til den 10. juli 2016. At have udsat hende for voldtægt, slået hende ihjel formentlig ved kvælning og derefter lagt hendes lig i en sø i Borup. Her blev det fundet 24. december samme år.

- At have truet en 15-årig efterskoleelev med en kniv om aftenen den 8. november 2022 i Sorø. At have slået hende flere gange og have forsøgt at få hende ind i en bil for at frihedsberøve hende langvarigt og voldtage hende, hvilket mislykkedes, fordi hun skreg op.

- Med sin bil at have kørt ind i en 13-årig pige kort før middag den 15. april 2023 i Kirkerup i Slagelse, så hun faldt af cyklen. At have frihedsberøvet hende i godt et døgn, og i den tid have udsat hende for grove seksuelle overgreb, samt have haft til hensigt at slå hende ihjel, hvilket mislykkedes, fordi politiet befriede hende.

- Besiddelse af børneporno og brud på knivloven.

- Den 33-årige nægter sig skyldig i anklagerne, hvad angår den 17-årige og den 15-årige. Han har delvist erkendt anklagerne om den 13-årige, men det står ikke klart, hvad han erkender.

Kilder: Anklageskriftet

Udover tape dokumenterede anklager Susanne Bluhm, at man i posen blandt andet havde fundet et blåt reb. Hun spurgte den 33-årige mand, hvorfor han havde samlet den pose, og hvorfor han kørte rundt med den.

– Det var en pose, jeg havde samlet til forskellige fantasier, forklarede han for retten. Ifølge den tiltalte samlede han tingene sammen i posen omkring 2018 eller 2019. Under tirsdagens afhøring forklarede han, at han i de senere år havde fået en stigende interesse for sadistisk sex.

– På det tidspunkt begyndte de seksuelle ting at udvikle sig, fortalte han lettere vævende.

Hvad var formålet med at tage den med ud og køre? Spurgte anklageren.

– Det var for at få afløb på mine fantasier og lyster og sådan nogle ting.

Han forklarede herefter, at han kørte ud med posen og forestille sig forskellige ting, som han kunne gøre med de her effekter fra posen.

Hvad var fantasien med tapen? Spurgte anklageren.

– Det er at binde nogen. Bondage-lyster, lød det igen lettere vævende fra den 33-årige mand.

Er fantasien også det at sætte for munden?

– Det mener jeg ikke, jeg mener, det er til at binde folk, svarede Korsørmanden, som onsdag igen er iklædt et jakkesæt og en hvid skjorte.

Dagens retsmøde er den anden i rækken – der er afsat hele 18 retsdage til behandlingen af sagen.

Der forventes at falde dom i slutningen af juli måned.

Det erkender Korsørmanden

Den 33-årige mand, der er tiltalt i Korsør-sagen, erkender blandt andet, at han sidste år langvarigt frihedsberøvede en 13-årig pige og udsatte hende for vold og ulovlig tvang.

Han nægter sig dog skyldig i drabsforsøg på pigen. Det siger hans forsvarer, advokat Karina Skou, i Retten i Næstved tirsdag, hvor retssagen er blevet indledt.

Den 33-årige erkender desuden, at han har besiddet børneporno og en kniv.

Pigen havde netop færdiggjort sin avisrute i Kirkerup ved Slagelse, da hun ved middagstid lørdag den 15. april sidste år angiveligt blev påkørt af en bil, hvorefter føreren bortførte hende i 27 timer. Hun blev fundet i live på den 33-åriges adresse nær Korsør søndag eftermiddag. I den periode blev hun ifølge anklageskriftet udsat for overgreb.

Den tiltalte erkender i byretten, at han udsatte pigen for andet seksuelt forhold end samleje, mens han nægter sig skyldig i voldtægt. Han er tiltalt for at have udsat pigen for særligt farlige voldtægter. Manden er også tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016 samt for et overfald på en 15-årig efterskolepige i Sorø i 2022. Det nægter han sig skyldig i.

Sponsoreret indhold