”Forræderen” Pernille Højmark fylder 64: – Helvedes hårdt!
LÆS OGSÅ: Melissa Bentsen afslører overraskende "Forræder"-BFF
Fredagsguf for hele familien, hvor det gælder om at ”myrde” hinanden om natten, lyder som hård kost – og det var det også for Pernille Højmark.
Skuespilleren, som fylder 64 på tirsdag den 21 maj, er en af de markante skikkelser i anden sæson af ”Forræder” – og da hun tjekkede ind på Hvedholm Slot ved Faaborg, blev det begyndelsen på både op- og nedture, mens kameraerne rullede.
– Det var fantastisk på alle mulige måder, men også hårdt ad helvede til!
Fysisk, for man bor jo på slottet og er spærret inde dér. Og psykisk for det dér med at være forræder – det kan ingen af os jo lide at være. Og vi kan ikke lide at blive forrådt.
På den måde er det følelsesmæssigt hårdt, forklarer den erfarne entertainer til SE og HØR.
I modsætning til de mange sublime roller på skærmen, kunne Højmark denne gang ikke gemme sig bag sit fag, men det betyder dermed ikke, at den ”rigtige” Pernille toner frem i bedste sendetid hver fredag.
Faktisk krævede det en del overvejelser, før den tidl. ”Vild med dans”-semifinalist lagde sig fast på, hvordan spillet skulle spilles.
– Jeg har valgt en udgave af mig selv, som er en lidt sød, hyggelig og ufarlig skuespiller.
– Og det gik rigtig fint med den udgave, lyder det hemmelighedsfuldt fra Pernille Højmark, som bestemt ikke er uvant med at være i centrum, når danskerne samles om tv-alteret.
I 1996 havde hun en mindre rolle i ”Bryggeren”, og året efter fik hun sit helt store folkelige gennembrud med rollen som Lotte i landeplagen ”Taxa”.
I midten af 00’erne gjorde hun så det hele igen, da hun som den enlige mor og kommunist Karen Jensen spillede sig lige ind i hele Danmarks hjerter i ”Krøniken”, som dengang lokkede over to millioner seere over på DR.
Spiller med to eks’er
Ud over skuespillet har musik altid fyldt hos multitalentet, som i 1992 stiftede bandet Sweethearts med sin eksmand.
Både Pernille og eksmanden er stadig på landevejen sammen her 32 år efter – men han er ikke den eneste i bandet, som Højmark har delt seng med.
Ekskæresten Jesper holder nemlig rytmen.
– Det er ret nyt, at Jesper er kommet med på trommer – og jeg har egentlig tænkt, at ”nej, jeg skal ikke have to ekser i orkestret, én må være rigeligt”, men omvendt var han så oplagt, da vi stod og manglede en trommeslager.
– Og jeg har det egentlig også sådan, at når jeg har elsket nogen, så holder jeg ikke op med det. Så det er også en skøn måde at bevare noget på – og det giver faktisk rigtig god mening for mig at have dem i mit liv på den her måde, har Pernille Højmark forklaret i Alt for damerne.
I dag er sangeren single og har forsøgt sig på ”fastfood – agtige” Tinder uden held, men selv om hun fungerer fint alene, så kan ”Forræder”-fans med et godt øje til skuespilleren godt glæde sig.
– Altså, jeg er da parat til et eventyr anytime, siger Pernille Højmark til ugebladet.
Susan med de himmelblå
Højmark var i spil til rollen som Susan Himmelblå i filmen ”Midt om natten” i 1983.
Den gik som bekendt til Birgitte Raaberg, 69, men i 2017 tog Pernille revanche, da hun var med i musicalen ”Midt om natten”.