
Han slog og sparkede hende: Nu svarer Cassie Ventura igen på Diddys undskyldning

LÆS OGSÅ: Cassie Ventura med vild påstand: Diddy betalte 350.000 kr. for voldsomme videooptagelser af overgreb
Cassie Ventura har ikke meget til overs for sin ekskæreste Sean Diddy Combs, der er landet i massiv modvind, efter en overvågningsvideo er dukket op.
Fredag offentliggjorde CNN nemlig en voldsom video, der viser, hvordan rapperen slog og sparkede sangerinden på et hotel tilbage i 2016.
Efterfølgende har den 54-årige Diddy leveret en offentlig undskyldning på Instagram, hvor han beklager den grusomme hændelse. Han nævner dog aldrig Cassie Ventura ved navn.
Undskyldningen har nu fået Cassie til at reagere gennem sin advokat, Meredith Firetog.
- Combs' seneste udtalelse handler mere om ham selv end de mange mennersker, han har gjort ondt, lyder det fra Cassies advokat.
- Da Cassie og adskillige andre kvinder stod frem, benægtede han alting og insinuerede, at hans ofre bare var ude efter penge.
- At han først følte sig tvunget til at "undskylde", da hans gentagende benægtelser blev bevist falske, viser hans patetiske desperation, og ingen vil blive påvirket af hans uoprigtige ord.
Cassie sagsøgte i november 2023 Diddy for 30 millioner dollars. I søgsmålet lød anklagerne blandt andet, at hun var blevet fysisk og psykisk mishandlet og voldtaget af Diddy gentagende gange i løbet af deres ti års lange forhold.
Diddy har konsekvent afvist de mange påstande, der inkluderede hændelsen på hotellet i 2016.

I sin undskyldningsvideo fortæller han, at han var "fucked up", og at han "ramte bunden" efter overfaldet.
- Min opførsel i den video kan ikke undskyldes. Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger i den video. Jeg væmmes. Jeg væmmedes dengang, da jeg gjorde det, og jeg væmmes nu.
Cassie er ikke den eneste, der ikke godtager Diddys undskyldning.
Rapper 50 Cent er blandt de kendisser, der langer ud efter "I'll Be Missing You"-stjernen på de sociale medier.
- Jeg forstår, hvordan hun har det, når hun ser ham undskylde uden at henvende sig til hende, efter denne video kom ud. Det får det til at føles som om, han ikke tænkte på, hvordan hun havde det med at skulle se det, skriver han i et af flere opslag og tilføjer:
- Dårligt træk.
