Serena Williams deler yderst kryptisk besked
- Jeg er klar til at slå til nogle bolde igen.
Sådan skriver den pensionerede tennisdronning, Serena Williams, på det sociale medie X tirsdag eftermiddag dansk tid. Intet mere, intet mindre.
Den 23-dobbelte grand slam-vinder afslørede tilbage i 2022, at hun 'udviklede sig væk fra tennis', og hun spillede sin sidste professionelle kamp ved US Open det år.
Men tirsdagens kryptiske udmelding har allerede fået fans til at spekulere i kommentarfeltet:
- Jeg vidste, at det bare var et spørgsmål om tid. Det (tennis, red.) var din første kærlighed, skriver én.
- Du bliver nødt til at være mere specifik, du må ikke give mig håb på den måde, skriver en anden.
- Please, gør det. Kom tilbage, vi har brug for dig!, skriver en tredje.
Én ting er dog sikkert. Præcis hvad 42-årige Mrs. Williams helt præcis mener med de ord, det er der altså ingen andre end hende selv, der kan svare på i skrivende stund.