Nordjyllands Politi har fundet 88 kongepytonslanger i et hus i Vester Hassing nær Aalborg i Nordjylland.
Det skriver Nordjyske.
Torsdag blev de mange slanger fjernet fra huset af en slangetæmmer.
Det skete, efter at en embedsdyrlæge og politiet havde konstateret, at slangerne var i dårlig forfatning.
10 af slangerne blev fundet døde, og én måtte aflives. 77 slanger, som alle havde flåter på sig, blev fragtet væk i en varebil.
En nabo anmeldte ifølge avisen sagen til Dyrenes Beskyttelse og siden politiet.
Det var en hobby for ejeren at eje slanger, oplyser Henrik Jensen, der er politikommissær ved dyrevelfærdsafdelingen hos Nordjyllands Politi, til Nordjyske.
- Ejeren har fået at vide, at han vil blive sigtet for at overtræde dyreværnsloven, fortæller politikommissæren.
Han fortæller ydermere, at ejeren overdrog slangerne frivilligt, og at politiet fortsat efterforsker sagen.
Det vides endnu ikke, hvad slangerne er døde af. De skal nu undersøges på Københavns Universitet, oplyser Henrik Jensen ifølge avisen.