Sport30. maj 2024

Børnene fik Bo Hamburger til at indse livskrise: – Nu kan det sgu være nok

En depression ramte den tidligere cykelstjerne med 180 kilometer i timen efter karrierestoppet, og til sidst blev det for meget for familien
Bo Hamburger fortæller nu om en depression, der ramte efter karrierestoppet. 
Bo Hamburger fortæller nu om en depression, der ramte efter karrierestoppet.
 Foto: Kenneth Meyer/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Bo Hamburger afslører: Så koldt er forholdet til Bjarne Riis i dag

Når professionel cykling har været ens liv og hverdag i halvandet årti, så kan det være svært at finde hoved og hale i tilværelsen, når det hele slutter.

Sådan var det i hvert fald for Bo Hamburger, da karrieren fik en brat afslutning i 2006.

En følelse af tomhed og en higen efter mening fyldte lige pludselig det hele.

Derfra begynder det at gå helt galt.

– Jeg bliver ramt af en depression og begynder at drikke alt for meget, fortæller han i SE og HØR-podcasten "Af Banen".

– Jeg var måske ikke det sted i livet, jeg gerne ville være, og så kunne man dulme det med en flaske eller to. Problemet er, at når man vågner næste dag, så er problemerne ikke væk. Med tømmermænd og måske især moralske tømmermænd, så bliver situationen kun værre.

Til sidst kulminerede det hele, da han vågner en morgen og simpelthen ikke aner, hvad han skal, og hvor han skal gå hen.

Det er også omkring dette øjeblik, at han får sig en gevaldig øjenåbner.

En øjenåbner leveret af hans børn.

– Når ens børn kigger på en med et ansigtsudtryk, der siger ”nu kan det sgu være nok”, så bliver man nødt til at hanke op i sig selv. Det gør ondt, men det er nødvendigt, siger han.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-05-27/Copy-of-SH-32907-1.jpg
Bo Hamburger og hustruen Sanne.
 Foto: Mikael Rieck

Derfra fik den tidligere Tour de France-etapevinder så småt vendt skuden.

I dag er han yderst opmærksom på at nyde de små glæder i livet.

Ordet "livskvalitet" er blevet en fast del af hans vokabularium.

Men han er samtidig også blevet klar over, at alt ikke behøver være rosenrødt.

Heller ikke foran ens børn.

– Ens børn skal ikke have en fantasi om, at alt er perfekt. De må også gerne se deres forældre være kede af det og græde, men når de er ved at fucke deres liv op, så er det noget lort. Det så mine børn lige pludselig.

Du kan lytte til hele podcasten herunder:

Sponsoreret indhold