Nicolai Dyhr taber sag: Skal IKKE klippes ud af "Den sorte svane"
Advokat Nicolai Dyhr skal ikke klippes ud af TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".
Det har Retten i Odense besluttet.
Dermed frifindes TV 2, og Nicolai Dyhr skal betales sagens omkostninger.
Ligeledes er TV 2's administrerende direktør, Anne Stig Engdal Christensen, frifundet.
Nicolai Dyhr skal betale 30.000 kroner til TV 2 og 25.000 kroner til den administrerende direktør, oplyser Retten i Odense til Ritzau.
Mandag, dagen inden udgivelsen af dokumentarserien, begærede Dyhr forbud mod, at de skjulte optagelser af ham kunne blive vist.
På et retsmøde i Retten i Odense torsdag uddybede Nicolai Dyhrs advokat, at Dyhr ønsker, at han helt klippes ud.
Hvis ikke det kan ske, vil han sløres. Det har han heller ikke fået medhold i.
- Vi er naturligvis tilfredse med, at byretten ikke har fundet grund til at forbyde TV 2 at vise de skjulte optagelser med Nicolai Dyhr. Vi mener, som vi også fremførte i retten, at vores optagelser har væsentlig samfundsmæssig interesse, siger nyhedsdirektør Ulla Pors ifølge TV 2.
Advokaten mener ikke, at optagelserne, hvori han flere gange erklærer sig villig til at se bort fra økonomisk kriminalitet, stemmer overens med virkeligheden.
Nicolai Dyhr samt flere andre i "Den sorte svanes" farverige persongalleri har fået stor medieopmærksomhed de seneste dage.
I dokumentaren medvirker blandt andre Dyhr fra advokatfirmaet Horten på skjulte optagelser, der blandt andet er lavet på et kontor hos den såkaldte muldvarp Amira Smajic.
Smajic har en erhvervsjuridisk baggrund og har ifølge dokumentaren tidligere blandt andet bistået kriminelle med hvidvask af penge.
I dokumentaren genoptager hun sine gamle forbindelser, men det meste optages på skjult kamera.
Advokaten deltager i drøftelser om forretninger, der tilsyneladende er på kant af loven.
- Nicolai Dyhr skal bare klippes ud. For den del af programmerne er der ingen samfundsmæssig interesse i, lød det ifølge TV 2 fra Dyhrs advokat i sagen, Michael Havemann, under torsdagens retsmøde.
Dyhr har afvist, at han gør noget ulovligt, men har til TV 2 sagt, at han blot forsøgte at opbygge et tillidsforhold til Smajic.
Hans rolle undersøges af Advokatrådet, der er tilsynsmyndighed på området.