Vidne om Emilie Mengs dødsårsag: Tegn på flere skader
LÆS OGSÅ: Politiet begik stor fejl i Meng-sag: Håndterede bevis forkert
Hvad endte med at tage livet af 17-årige Emilie Meng tilbage i 2016?
Det har mandag eftermiddag været omdrejningspunktet ved Retten i Næstved, hvor et vidne netop har afgivet forklaring for nævningesagen – der er tale om en vicestatsobducent, som havde ansvaret for obduktionen af Emilie Meng.
Obducenten, der også er overlæge, forklarede for retten, at liget bar præg af, at det havde ligget længe i vandet, og at der var meget algevækst i forskellige farver – også på selve liget.
Derudover fandt de tape, som var viklet rundt om den dræbte teenagers hoved og rundt om ansigtet.
Ifølge vidnet havde kroppen ligget i vandet i mindst tre måneder – med stor sandsynlighed også længere.

Dødsårsagen
Det har indtil nu været et stort spørgsmål, hvordan Emilie Meng endte med at blive slået ihjel – det er det efter dagens retsmøde fortsat.
For her fortalte vicestatsobducenten, at det ikke har været muligt at finde frem til en endelig dødsårsag.
– Vi kan dog udelukke flere – for eksempel stik- og skudsår. Jeg kan tilføje, at alle ribbenene var intakte, ligesom huden på forsiden af kroppen var intakte.
– Vi påviste halsskelettet, der var intakt.
– Ville der være det, hvis man var blevet kvalt? Spurgte anklageren.
– Ved omsnøring eller greb ville man ofte se det, men man kan ikke udelukke det 100 procent. Men der var heller ikke nogen blodudtrædninger, og det taler også imod greb om halsen
Vicestatsobducenten forklarede, at der kunne være tale om en ydre spærring, som kan være en pose over hovedet eller en hånd for munden. Det kunne også skyldes en såkaldt indre spærring, der kunne være en sok, der er blevet puttet i munden, lød det.
Flere tegn på skader
Anklagemyndigheden spurgte også vicestatsobducenten ind til, om liget af Emilie Meng havde tegn på andre skader, der kunne være opstået inden hendes død.
Viceobducenten forklarede herefter, at de opdagede nogle skader på ydersiden af knæene og på ydersiden af albuerne, ligesom de finder flere tegn på skader i mundvigene og på kinderne.
Der er tale om nogle mørke misfarvninger i bindevævet.
Skaderne var svære at se på grund af ligets dårlige tilstand, men skaderne på albuer og knæene var ens placeret på begge sider.
Anklageren læser op fra rapporten, hvor der står, at skaderne kunne skyldes slag, fastholdelse eller fald.
– For albuernes vedkommende kunne det være fastholdelse, som jeg ville hælde mere over til. For knæene kunne det være fastholdelse, men også slag, forklarede vidnet.
Der var også tegn på skader i ansigtet, hvor der kunne ses mørke misfarvninger, løste anklager Susanne Bluhm højt for retten. Her vurderede vicestatsobducenten, at der kunne være tale om slag.
Der blev ligeledes fundet tegn på skader i Emilie Mengs mundviger, som vidnet havde en teori om.
– Tapen kan muligvis også have været placeret i munden. Så kan det være en følge af, hvis tapen har været placeret stramt i mundvigen.
– Skaderne er opstået, mens personen har været i live, slog vicestatsobducenten fast.
Forsvarer Karina Skou havde flere opfølgende spørgsmål til vidnet.
– Kan man med sikkerhed sige, at der er anvendt vold?
– Man kan sige, at der er noget der skønnes at være blodudtrædninger, som vi ofte siger skyldes vold.
– Det kan også skyldes fastholdelse, eller hvis tapen har været placeret stramt, siger vidnet.
– Er der tegn på, at der er påvist vold med genstande? Spurgte forsvareren.
– Nej, det har vi ikke kunne påvise. Det havde vi nok heller ikke kunne se på grund af ligets tilstand.
Forsvareren spurgte herefter, om man kunne se, at der havde været anvendt strips.
– Det var der ikke tegn på, nej.
Mandagens retsmøde er afsat til at behandle forholdene om drabet og frihedsberøvelsen af Emilie Meng – anklager, som 33-årige Philip Westh pure nægter at stå bag.