Stjerneforsker ikke i tvivl om dna i Meng-sag: Ville sætte sit hus på spil
LÆS OGSÅ: Dna-ekspert i retten: – Det kan være fra Philip, hans far eller søn
Tirsdag er en historisk dag ved de danske domstole.
Her har den verdensanerkendte forsker Eske Willerslev brugt en stor del af dagen på at vidne for Retten i Næstved, fordi der for første gang er blevet brugt en særlig dna-metode i forbindelse med politiets efterforskning.
Det har advokat Karina Skou, som forsvarer drabstiltalte Philip Westh, ellers forsøgt at få stoppet – hun mener ikke, at forskerens metoder er brugbare i dansk ret, hvilket dommerne i nævningesagen tidligere tirsdag afviste.
Eske Willerslev har da også brugt en stor del af tiden på at forklare for retten, hvordan ham og hans hold er kommet frem til deres resultater – derfor har dagens vidneudsagn også været yderst teknisk og til tider uforståeligt for pressens repræsentanter og fremmødte tilhørere.
Men én ting står dog ganske klart efter forskerens vidneudsagn: De er overbeviste om, at de har fundet enten Philips Westh dna på Emilie Meng lyse cowboybukser, og ellers stammer dna'et fra den drabstiltaltes bedstefar, far, bror eller søn.
Anklager Susanne Bluhm spurgte i den forbindelse vidnet ind til, hvor sikker han var på resultaterne.
– Med de sandsynligheder vi har remset op, er der belæg for at sige, at der er dna fra tiltalte eller et nært beslægtet familiemedlem. Hvad det har af retlig betydning, kan jeg ikke udtale mig om, lød det fra Eske Willerslev.
Herefter fortalte anklageren for retten, at forskeren under en tidligere afhøring hos politiet havde fortalt, at han var så sikker, at han ville sætte sit hus på spil for resultaterne – men det kunne Eske Willerslev ikke umiddelbart huske, men han slog dog fast:
– Jeg tror på, hvad vi har lavet.
Det erkender Korsørmanden
Den 33-årige mand, der er tiltalt i Korsør-sagen, erkender blandt andet, at han sidste år langvarigt frihedsberøvede en 13-årig pige og udsatte hende for vold og ulovlig tvang.
Han nægter sig dog skyldig i drabsforsøg på pigen. Det siger hans forsvarer, advokat Karina Skou, i Retten i Næstved tirsdag, hvor retssagen er blevet indledt.
Den 33-årige erkender desuden, at han har besiddet børneporno og en kniv.
Pigen havde netop færdiggjort sin avisrute i Kirkerup ved Slagelse, da hun ved middagstid lørdag den 15. april sidste år angiveligt blev påkørt af en bil, hvorefter føreren bortførte hende i 27 timer. Hun blev fundet i live på den 33-åriges adresse nær Korsør søndag eftermiddag. I den periode blev hun ifølge anklageskriftet udsat for overgreb.
Den tiltalte erkender i byretten, at han udsatte pigen for andet seksuelt forhold end samleje, mens han nægter sig skyldig i voldtægt. Han er tiltalt for at have udsat pigen for særligt farlige voldtægter. Manden er også tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016 samt for et overfald på en 15-årig efterskolepige i Sorø i 2022. Det nægter han sig skyldig i.
Retsgenetiker fandt intet dna – ikke underligt
I forbindelse med Eske Willerslevs forklaring for retten kom forsvaret også på banen.
Tirsdag formiddag afgav en retsgenetiker ansat ved retsgenetisk afdeling forklaring for retten – her fortalte han, at de intet dna havde fundet på Emilie Mengs lyse jeans.
Men det er slet ikke underligt, forklarede Eske Willerslev senere på dagen. Den metode, som retsgenetisk afdeling har til rådighed, kan nemlig ikke håndtere nedbrudt dna, som de selv kan.
Derudover kræver den almindelige metode en langt større mængde dna for at udføre prøverne.
– Det kræver for lange dna-fragmenter. Det er i min optik på ingen måde mærkeligt, at man ikke kan lave en profil ud fra det, siger han.
Tirsdagens retsmøde var den ottende i sagen mod Philip Westh, som blandt andet er tiltalt for at have taget livet af Emilie Meng tilbage i 2016. Han har indrømmet at stå bag langvarig kidnapning og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje begået mod en 13-årig pige sidste år.
Næste retsmøde i sagen er torsdag i næste uge – dommen forventes at falde i slutningen af juni.
SE og HØR følger sagen fra start til slut