Igen er en tysk politiker blevet angrebet.
Således er et medlem af det højreorienterede tyske parti Alternative für Deutschland blevet slået i hovedet lørdag.
Det er sket ved en valgbod i byen Dresden, oplyser partiet lørdag. Også tysk politi bekræfter hændelsen.
Den angrebne hedder Hans-Jürgen Zickler og er et 70 år gammelt medlem af delstatsparlamentet i Sachsen.
Angrebsmanden blev tilbageholdt, indtil politiet ankom og sigtede ham.
Den mistænkte er en 47-årig mand, som blandt andet er under mistanke for overfald.
Tyskland stemmer til EU-parlamentsvalget søndag.
Der har i Tyskland været flere angreb mod politikere, blandt andet et mod det tyske medlem af EU-Parlamentet Matthias Ecke, der blev overfaldet af en gruppe gerningsmænd i begyndelsen af maj.
Kort efter blev Franziska Giffey, som er Berlins senator for økonomi og tidligere borgmester, angrebet på et lokalt bibliotek i bydelen Neukölln i Berlin. En mand slog hende i hovedet og nakken bagfra med en tung genstand.
En række delstater holder i Tyskland kommunalvalg 9. juni samtidig med valget til EU-Parlamentet.
Om tre måneder går tre tyske delstater til valg, og her står AfD til gode valgresultater.
Der har i år været store demonstrationer mod AfD i Tyskland efter en afsløring fra mediet Correctiv om et møde blandt højreekstremister, hvor nogle politikere fra AfD deltog.
Tyske efterretningstjenester har klassificeret AfD som en mistænkt ekstremistisk gruppe. Flere lokalafdelinger af partiet anses for at være "bekræftet" ekstremistiske grupper, skriver nyhedsbureauet AFP.