Ekspert om Claes Antonsens undskyldning: – Jeg tror ikke, at det kan redde ham
LÆS OGSÅ: Claes Antonsen bryder tavsheden: Her er hans undskyldning
Mandag udkom den omdiskuterede DR-dokumentar ”Sexisme i musikbranchen”.
To dage senere – onsdag aften – udsendte én af dokumentarens hovedpersoner, trommeslager Claes Antonsen, så en undskyldning på Facebook.
Den vil dog ikke redde ham, vurderer en ekspert nu over for B.T.
Branding- og kommunikationsekspert William Atak siger til mediet, at det nærmest er umuligt at vende tilbage efter sager om metoo og sexisme.
– Der findes metoder til at genopbygge et omdømme, selv efter den her slags, men det er noget af det allersværeste, og det tager lang tid, siger eksperten til B.T.
Den 61-årige Claes Antonsen – der blandt andet kendes fra ”Vild med dans” og ”Toppen af poppen” – er én af de mænd, der i dokumentaren anklages for sexisme og upassende opførsel.
Hans navn nævnes ikke i dokumentaren, men onsdag aften fortalte han altså selv på Facebook, at han er én af de mænd, der omtales i dokumentaren.
”Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg, igennem mange år, ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske”, lød det blandt andet fra Claes Antonsen.
Branding- og kommunikationsekspert William Atak mener, at hans undskyldning klinger en kende hult:
– Hvis han nu allerede for X antal år siden havde kontaktet de mennesker, han har været grænseoverskridende overfor, og undskyldt, så kunne han have brugt det nu og sagt: 'Jeg ved godt, at jeg har været et dumt svin, og det er derfor, at jeg allerede har undskyldt til dem'. Det havde stået stærkere, siger eksperten til B.T.