Kendte13. juni 2024

Silas Holst efter Claes Antonsen-sag: Hvad med resten af bandet?

Over for SE og HØR sætter Silas Holst spørgsmålstegn ved, om resten af The Antonelli Orchestra virkelig ikke har kendt til Claes Antonsens krænkende adfærd
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Lysten til at arbejde kreativt er ikke død, men kroppen trænger til mere fred, siger Silas Holst i dag om baggrunden for, at han stopper med at danse. Se hele interivewet her!
 Video: Kaspar Wenstrup

LÆS OGSÅ: MALTE EBERT BRYDER TAVSHEDEN OM CLAES ANTONSEN

Claes Antonsen har meldt ud, at han på baggrund af DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" har valgt at trække sig fra sit eget band, The Antonelli Orchestra.

Den nyhed kommer ikke just bag på Silas Holst, da SE og HØR fanger ham over telefonen.

- Ja, det kunne heller ikke være anderledes, siger den forhenværende "Vild med dans"-stjerne om Antonsens stop.

Det spørgsmål, der så presser sig på hos "Vild med dans"-fans rundt omkring i landet er jo, om The Antonelli Orchestra til efteråret kan fortsætte med at spille op til rumba og vals fredag efter fredag, som de har gjort i samtlige sæsoner af TV 2-hittet.

Spørger man Silas, så afhænger det svar af, om resten af bandet har været bevidste om Claes' krænkende adfærd og kommentarer i "Toppen af poppen".

Silas Holst, Claes Antonsen
Silas Holst har i løbet af sin tid i "Vild med dans" også selv bemærket den meget friske tone, der har været mellem bandmedlemmerne i The Antonelli Orchestra, fortæller han til SE og HØR.
 Foto: Kaspar Wenstrup, Martin Høien

- Det skal Mastiff jo afgøre, men nu hvor han har trukket sig, så kan man jo snakke om, om resten af orkestret ikke også har et ansvar for at få stoppet sådan en type snak. Men det skal jeg ikke være herre over, siger den tredobbelte "Vild med dans"-vinder.

Hvis resten af Danmarks mest omtalte orkester ikke har kendt til Claes' adfærd, er der ifølge Silas intet i vejen for, at de fortsætter i bedste sendetid uden bandets skaber.

- Så ser jeg ikke noget problem i, at selve bandet fortsætter. Man skal jo ikke straffe en hel gruppe, hvis det er én mand, der har gjort noget, slår hr. Holst fast.

"Rock'n'roll"-snak

Selv har Silas aldrig oplevet krænkende eller grænseoverskridende adfærd fra Claes' side, fortæller han.

Dog har han lagt mærke til, at det er en frisk tone i The Antonelli Orchestra, og det kan være et problem.

- Jeg har aldrig oplevet noget i den stil. Der har jo altid været en ”rock’n’roll-snak” i det orkester, men jeg har jo heller ikke noget imod ”rock’n’roll-snak”, fortæller Silas og uddyber:

- Det handler om at kende sit publikum, når man har den jargon. Man skal være rimelig sikker på, at modtageren har samme jargon. Det skal cleares, inden man fyrer den af.

Silas Holst, Lise Rønne
Silas Holst stoppede i "Vild med dans" i 2021, hvor tv-værten Lise Rønne altså blev danselegendens sidste partner.
 Foto: Hanne Juul

Vi ved endnu ikke, om The Antonelli Orchestra fortsætter som husorkester i "Vild med dans". Det er nok en beslutning, som lige nu bliver drøftet ganske intenst hos både TV 2 og produktionsselskabet Mastiff, som producerer seerhittet.

Sikkert er det dog, at Claes Antonsen for første gang siden fredagsballets begyndelse ikke kommer til at sidde med trommestikkerne i hænderne, mens der er jive og jitterbug på gulvet.

- Jeg tror ikke, det kommer til at gøre den store forskel. Der findes andre virkelig dygtige trommeslagere derude. Dna’et i Antonelli er så stor og dyb, at det kan godt leve videre uden Claes, forklarer Silas.

SE og HØR har været i kontakt med andre tidligere og nuværende "Vild med dans"-profiler, som ingen kommentarer har til sagen.

Vi har også talt med Sarah Grünewald, som ikke har nogen kommentarer til Claes Antonsens stop i "Vild med dans". Hun erklærer dog sin fulde støtte til de kvinder, som står frem i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".

Sponsoreret indhold