Gustav Salinas slikbutik har tabt formue
Det bliver ikke i år, Gustav Salinas overhaler Johan Bülow som Danmarks slikkonge.
Den 33-årige iværksætter og reality-kendis kæmper stadig med at sælge så mange "Drømmekugler" og "Store Stænger" fra sin webbutik, at slik-biksen løber rundt.
Ifølge det helt friske 2023-regnskab for Salinas Slik ApS var der sidste år et underskud efter skat på 231.207 kroner i Tølløse-firmaet, som laver såkaldt sundt slik - det vil sige vingummi, lakrids, chokolade og andre lækkerier uden tilsat sukker.
I 2022 var der i Salinas Slik, som Gustav Salinas ejer 40 procent af, et underskud på over 200.000 kroner, så selskabskapitalen er nu helt væk. Ja, nettoformuen er negativ og på sølle minus 529 kroner. Det beskrives således i ledelsesberetningen:
- Selskabet har tabt mere end halvdelen af selskabskapitalen, og selskabet er som følge heraf omfattet af kapitalbestemmelserne, jf. selskabslovens §119. Det er ledelsens forventning, at selskabskapitalen kan reetableres via egen indtjening i de kommende år.
Med andre ord overlever anpartsselskabet kun, fordi Gustav og hans to medinvestorer holder hånden under slikfirmaet. Ifølge regnskabet har selskabsejerne lånt Salinas Slik ApS 1.016.000 kroner - et lån som de ikke vil kræve indfriet, før firmaet igen har penge på kontoen.
Overskud på kontoen kan have lange udsigter, for indtjeningen (bruttofortjenesten) i Salinas Slik faldt fra 2022 til 2023 fra 1.026.541 kroner til 745.496 kroner. Det svarer til et dyk på 27 procent. Om det faldende salg skyldes Gustavs udtalelser om politik er uvist.
Gustav kan trøste sig med, at mens slikeventyret har det svært, så går det strålende i trænings- og sundhedsportalen Salinas Sundhed ApS, som den entreprenante århusianer er eneejer af. I firmaets første regnskabsår, der omfatter 14 måneder, var der en indtjening på 1,3 million kroner og et overskud på over 326.000 kroner.