Wael var "Hvidvaskeren": Levede og arbejdede som "Den sorte svane"
LÆS OGSÅ: Wael med skarp kritik efter "Den Sorte Svane": Justitsministeren tager det alvorligt
Wael var egentlig som drenge er flest – som lille gik han med drømmen om en dag at blive betjent og gøre en forskel.
Som voksen fandt han sig selv i en rolle som voldsparat rocker, kokainpusher- og misbruger. "Hvidvaskeren" er Waels historie om, hvor galt det kan gå, når penge og stoffer bliver ungdommens højeste mål.
– Der er ikke noget, der hedder nemme penge. Se på mig, lær af mit liv.
– Jeg lever med en stak diagnoser og er truet på livet. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så havde jeg ikke valgt det her liv, fortæller Wael med et intenst blik i øjnene.
Men Wael valgte netop det liv.
Han har siddet i fængsel og gjort andre mennesker ondt. Han har tjent styrtende med penge – både på at sælge kokain og falske fakturaer – og så har han haft hånden dybt nede i vores alle sammens fælleskasse og hjulpet utallige af kriminelle med det samme.
Nu skal det være slut.
I denne uges specialudgave af "Krimi med Kaae" har SE og HØR snakket med 31-årige Wael, som har en karriere bag sig som multikriminel. I dag lever han i skjul og under et andet navn, fordi han har vendt det kriminelle miljø ryggen og har talt med politiet.
Og i dag kalder hans tidligere venner og såkaldte brødre ham for en stikker.
Wael levede i en årrække som hovedpersonen Amira i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" og begik den samme form for økonomisk kriminalitet – nu vil han hjælpe med at fange rocker- og bandemedlemmer og deres korrupte advokater, siger han.
– Ofrene er de danske statsborgere. Dig og din familie.
– Det går ud over hele samfundet, når kriminelle tager penge af vores alle sammens kasse, og vi snakker milliarder af kroner.
– Det er ikke nyt
Siden dokumentaren "Den sorte svane" kørte henover skærmen på TV 2 i slutningen af maj, har danskerne for alvor fået øjnene op for økonomisk kriminalitet og særligt hvidvask.
Hvidvasksekretariatet vurderede sidste år, at der potentielt bliver hvidvasket for 68 milliarder kroner om året i Danmark – det er altså kun toppen af isbjerget, som seerne har kunnet følge med i i dokumentaren på TV 2.
Det bekræfter nu 31-årige Wael, der er aktuel med bogen "Hvidvaskeren", som SE og HØR har mødt.
– Det kan godt være, at det er nyt for Hr. og Fru. Danmark, at tingene foregår sådan her, men det har stået på i rigtig mange år, fortæller den tidligere hvidvasker.
I dokumentaren ser man, hvordan personer med tilknytning til rocker- og bandegrupperinger mænger sig med jurister og advokater, som rådgiver de kriminelle om, hvordan de bedst snyder systemet.
Den kombination kender Wael alt til – han fortæller også, at han ligefrem har samarbejdet med en af de personer, som bliver omtalt i dokumentaren.
– Jeg lavede præcis det samme, som Amira gør i dokumentaren.
– Jeg var bindeleddet mellem underverdenen og den pæne del, forklarer han.
I TV 2-dokumentaren ser man blandt andet, hvordan Amira Smajic er med til at sætte personer fra de to verdener sammen, som derefter lægger planer om at begå omfattende økonomisk kriminalitet.
– Jeg havde erhvervsdrivende kunder, der gerne ville købe en faktura, og jeg havde kontakten til narkohandleren, som ville have vasket sine sorte penge hvide.
Et liv i sus og dus – på vores alle sammens regning – endte som et mareridt
Wael fortæller, at han igennem sit liv som kriminel tjente allerflest penge, da han begik økonomisk kriminalitet.
– Lige meget hvor mange jeg brugte, så havde jeg stadig penge. Jeg kunne bruge 400.000 kroner på 20 dage, og det kunne jeg ikke mærke.
– Man begyndte at bruge penge på ligegyldigheder. Dyre restauranter og byture, champagneflasker til 12.000 kroner, som man er så fræk at stå og hælde ud over sit ur eller på gulvet.
Virkeligheden indhentede i sidste ende Wael, da voldsparate grupperinger stod klar til at tage en del af hans indtjening – derfor skaffede han rygdækning i form af en gammel ven, der også var blevet medlem af den forbudte bandegruppering Loyal to Familia (LTF).
– Mine redningsmænd endte så også med at blive mine overfaldsmænd. De tog alt fra mig.
Wael endte med at blive kidnappet i flere timer, hvor han blev udsat for grov vold og såkaldt ydmygelsesvold af sin barndomsven – først herefter vendte han miljøet og sine gamle venner ryggen.
Tre mænd med banderelationer endte med at blive dømt for at have udsat Wael for den brutale vold.
Lyt herunder til denne uges specialepisode af Krimi med Kaae, hvor SE og HØR har talt med Wael om hans aktuelle bog, om tv-serien "Den Sorte Svane" og hans liv som karrierekriminel: